Borger og stat

Claes Kirkeby Theilgaard, Indblik.dk, marts 2022:

"I alt er der 24 kapitler i bogen, der både kan stå på egne ben og læses i sammenhæng med resten. Disse kapitler kommer vidt omkring fra liberalistisk idéhistorie og skattepolitik over public choice-teori og diskussion af klima, narkotika og finanskrise til identitetspolitik, kunst og folkeskole.

Bag kapitlerne står en perlerække af økonomer, filosoffer og samfundsteoretikere, heriblandt CEPOS’ direktør Martin Ågerup, økonomiprofessor Christian Bjørnskov og lektor emeritus Marianne Stidsen."

Den evige begyndelse

Lektørudtalelse, januar 2020:

"Den evige begyndelse : en tekstsamling om pædagogik, kultur og eksistens

Forfatter: Brian Degn Mårtensson

Samling af forfatterens artikler fra 2017-2019 der dokumenterer kritikken af periodens skole-, kultur- og

uddannelsespolitiske tiltag. Samt indlæg, som er mere alment politiske i deres tematik.

Emner: almendannelse; dannelsesidealer; folkeskolen; idealer; livet; læring; pædagogik; skolepolitik; skolereformer;

skoleudvikling; uddannelsespolitik; uddannelsessystemer; undervisning; Danmark; 2010-2019

Materialevurdering

Kort om bogen

Samling af tekster om uddannelsespolitiske emner fra forskellige tidsskrifter og hjemmesider. For interesserede i pædagogik, etik, kultur, filosofi og samfundsdebat. Kan også bruges af studerende ved diverse pædagogiske uddannelser.

Beskrivelse

Tekstsamling af debattør og filosof, Brian Degn Mårtensson. Teksterne kredser blandt andet om kultur og uddannelse,

pædagogik og politik. Forfatteren beskriver selv sine tekster som kommentarer til den omsiggribende åndløshed, han mener har præget ikke blot Danmark, men en lang række vestlige lande gennem de seneste årtier. Det er ønsket om at vække livsglæden, at slippe kontrollen og lysten til fastlagte mål og at skabe et uddannelsessystem, der understøtter dette, der bør være vore politikeres og uddannelsesinstitutioners drivkraft. Teksterne er bragt i forskellige medier fra efteråret 2017 til foråret 2019.

Vurdering

Der er ingen tvivl om at forfatteren er et engageret og debatlystent menneske med stor viden indenfor sit felt. De mange kommentarer til skole- og kulturpolitik er både saglige, kritiske og humoristiske. Enkelte debatindlæg giver størst

udbytte, hvis man har læst de oprindelige tekster, da nuancer ellers kan gå tabt.

Andre bøger om samme emne

Denne er en parallel til forfatterens egen Mennesket som mål, der samler tekster fra foråret 2016 til sommeren 2017.

Til bibliotekaren

Anbefales til hovedbiblioteker og diverse uddannelsesbiblioteker. Indkøb kan bero på forfatterens tidligere artikelsamlinger.

Materialet er vurderet af: Christine Christensen"

Ånd og ideal

Anmeldelse i tidsskriftet Replique den 15/1-2018 af Anne-Marie Vestergaard

Lille bog med stort vingefang

Brian Degn Mårtensson er en overordentlig flittig pædagogisk forsker, filosof og debattør – og desuden fast skribent på Critique. I den lille, men kompakte bog Ånd og ideal – Om at turde drømme om en bedre verden, forsøger han at slå filosofisk bro mellem den konkrete, sansbare verden og det vågne drømmeri, mellem nutiden og fremtiden. Og dermed også mellem de to perioders væsentlige arvegods.

Han vil forene det bedste fra de to perioder, men han går helt tilbage til Antikken for at forfølge de to spor, materialisme og idealisme, det konkrete og det forestillede. Ifølge ham er drømmeriet en nødvendig forudsætning for at gøre verden til et bedre sted at være. Det har især relevans i forhold til vores nutid som er præget af målstyring og optimering, både for den enkelte og for samfundet. Den forkætrede konkurrencestat er nærmest blevet børnelærdom siden Bjarne Corydons regeringstid. Mårtensson går filosofihistorisk til værks og sporer fire drømme: Drømmen om menneskeheden, drømmen om kærligheden, drømmen om livet, drømmen om lykken. Dermed kommer det selvfølgelig også til at handle om etik.

Drømmen om menneskeheden

Allerede i antikken gør man sig tanker om det fællesmenneskelige og forsøger med tiden at koble mellem det statsborgerlige og det verdensborgerlige. Senere forener kirkefaderen Augustin Guds rige med det jordiske rige. Thomas Hobbes, berømt for sin politiske filosofi hvor Suverænen spiller en afgørende rolle, har sjovt nok også blik for den enkelte. Denne har ret til at gøre oprør mod uretfærdighed. Med Kant kommer det moderne menneskesyn på banen, ethvert menneske har værdi i sig selv. Mennesket er altid et mål, aldrig et middel. Samme Kant definerer verdensborgeren, hvilket bl.a. Grundtvig inspireres af.

Mårtensson definerer mennesket som en ”normativ førstebevæger”, et absolut fundament uden logisk begrundelse. Det ukrænkelige menneskeværd hænger sammen med begrebet om menneskeheden, for der er noget som alle klodens mennesker deler.

Peter Kemp har forsøgt at reaktualisere verdensborgertanken i en nutidig kontekst med store globale udfordringer. Begge medtænker pædagogik og dannelse, for mennesket vil grundlæggende fællesskabet, men skal også ”guides” ind i det sociale. FN-hensigtserklæringer, som aktuelt Marrakesh-erklæringen om migration, er vel det nærmeste man kommer verdensborgertanken i nutiden, ligesom humanitære organisationer har det udgangspunkt. Det er ikke svært at se at FN-sproget slår sig på virkeligheden, men Mårtensson vil holde fast i humanismen og det fællesmenneskelige.

Drømmen om kærligheden

Her bliver det spændende, for Mårtensson opfatter helt overordnet politik, kultur, dannelse og pædagogik som forskellige former for omsorg: De er er udmøntninger af kærlighedens gerning. Grundlæggende vil mennesker noget med hinanden. Han er inspireret af Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger, hvor kærligheden er det evige i mennesket, og gerningen er det timelige. Kirkegaard mener at Gud er kærlighed, og at en etisk handling hverken skal bedømmes på sindelag eller konsekvens, for dens værdi bestemmes af flere faktorer og af konteksten. Det gælder om at vise kærlighed betingelsesløst og uden kalkule.

Inspireret af Kierkegaards kærlighedsbud argumenterer Mårtensson på original vis for sin teori om etik og pædagogik. Kærlighed skal nemlig være fundamentet for enhver etisk og normativ ytring. Det fundament vil i sidste instans udradere postmodernitetens skepticisme og genindsætte almendidaktikken i det pædagogiske landskab, et tema som han for alvor udfoldede i bogen Konkurrencestatens pædagogik fra 2015. Ifølge Mårtensson er kærlighed både drøm og fænomen, et ideal og en virkelighed.

Drømmen om livet

I dette kernekapitel spørger Mårtensson hvad det vil sige at blive til et menneske og gør sig overvejelser over forholdet mellem personligt ansvar og samfundets regler. En velkendt og nødvendig diskussion i et velfærdssamfund. Men han mener på den anden side at et liv uden risiko er en illusion. Vi skal bort fra et menneskesyn der blot ser på nytteværdi og overlevelse. Menneskelivet har en iboende værdi. Endnu engang trækkes der på Kierkegaard,  frihed og ansvar hænger sammen, men vi har også et samfundsmæssigt ansvar: Vil vi være andet og mere end passive forbrugere og klienter?

Det er spændende at Mårtensson løfter Kierkegaards eksistentialisme op på samfundsplan, man kan sige at han ”opskalerer” den. Mennesket har en iboende elskelighed, og derfor er kærlighed og frihed nært forbundne. Det er nødvendigt som frit menneske at tænke socialt, men omvendt skal samfundet også tage udgangspunkt i menneskets elskelighed. Mårtensson slår endvidere fast at demokrati og ytringsfrihed hænger sammen, men når han laver en analogi mellem krænkelse og forurettethed i en parforholdsrelation og imellem samfundsgrupper, har jeg svært ved at følge ham. Det ligner en ladeport til krænkelsesfølelser af enhver art, jævnfør hele diskussion om identitetspolitik og religiøse særhensyn. Man kan ikke altid tale sig til rette, og hvordan kan et frit, åbent samfund beskytte de tolerante mod de intolerante? Det svar udebliver.

Med Nietzsche anes konturerne af en anden form for eksistentialisme, men Mårtensson har det tydeligvis svært med dennes relativisme. Han kalder ham den store nedbryder i filosofisk og moralsk forstand. Det var på sin vis velgørende, men han kan også se Nietzsches hærgende indflydelse i det tyvende århundrede og betydning for den postmoderne tænkning som han allerede i Konkurrencestatens pædagogikanalyserede frem. Den postmoderne pædagogik efterlod et værdimæssigt tomrum som konkurrencestatsapologeterne, deres forskere og teknokrater havde meget nemt ved at udfylde.

Dannelsesbegrebet

Mårtensson griber tilbage til tysk dannelsesteori, men også dansk med Grundtvig. Det handler om dannelse til livet. Etymologien i ordene ”Bildung” og ”dannelse” peger på det vigtige i den humanistiske dannelsestænkning som det gælder om at revitalisere. Der er nemlig en æstetisk dimension i begrebet dannelse: ”Hvor ord som ’læring’, ’træning’ eller ’opdragelse’ ikke synes at indfange det myndige eller det eksistentielle ved et menneske, rummer dannelsesbegrebet trods alt en uafsluttethed, en åbenhed og en opmærksomhed på det særligt humane” (s. 59-60).

Man kan ikke forudbestemme mennesket og de input det skal modtage via pædagogik og personlig udvikling, og man skal have respekt for barnets/elevens behov og være bevidst om at fremtiden er ukendt. Det klassiske pædagogiske paradoks indebærer jo også at man med tvang vil opdrage og (ud)danne barnet/eleven til frihed og autonomi. Resultatet af undervisningen er ukendt, men det er fremtiden sandt for dyden også.

At blive til nogen frem for noget

Implikationerne for en nutidig pædagogik er at barnet/eleven skal kende til faglige traditioner, kulturelle vaner og normer for omgang med andre mennesker. Det skal have social og politisk forståelse. Det gælder om at blive til nogen fremfor at blive til noget. Det dannede menneske er i stand til at handle fremtidsrettet på baggrund af fortidige erfaringer. Lærergerningen indbefatter omsorg for værdige, myndige mennesker i en overleveret, kulturel sammenhæng. Pædagogikkens og dannelsens indebyrd er en trosbaseret kærlighed til den ukendte anden og en hævdelse af menneskets absolutte værdi.

Ud med reformpædagogikken

Dannelse er derfor ikke gammeldags lydighed og pli og ej heller ”blød”, ikke-faglig pædagogik. Det reformpædagogiske spøgelse som har domineret den danske folkeskole i mange år, bliver hermed manet bort, tillige med dens transformering til managementteoriens projektutopi og dens udmøntninger i rædselsfulde skoler uden struktur og undervisningslokaler, tænker jeg.

Man kan heller ikke kvantificere udbyttet af undervisningen i forhold til statistisk observerbare erhvervskompetencer. Politikere og teknokrater har i nullerne og tierne ført krig mod dannelsesbegrebet, og de vigtigste konkrete udmøntninger har været gymnasiereformen i 2005 og folkeskolereformen i 2013 (som der heldigvis nu bliver lappet på fra politisk hold). Mårtensson slår til lyd for livets dannelse, målet er en ufuldstændig livskunst. Ekkoet af Løgstrups berømte artikel fra 1981 om skolens formål som værende tilværelsesoplysning er tydeligt. Ansæt nogle dygtige lærere og do. ledere der kender skolens formålsparagraf, er Mårtenssons råd. Et skjult hib til de seneste års skoleudvikling med målstyret læring, pædagogiske buzz-wordsog talrige varm-luft-projekter!

Drømmen om lykke

Definitionen af lykke er et ældgammelt spørgsmål. Grækerne havde gudinden Tyche for held, skæbne og velstand. Aristoteles grundlagde sin etik på det gode liv og definerede lykke som fravær af stræben. Kontrasten til dagens præstations- og konkurrencesamfund er oplagt, på den anden side kan stræbsomhed også være positivt.

Men lykke er ikke blot behag i utilitaristisk forstand, og den enes lykke eller lyst kan forårsage den andens ulykke. Det er det samme problem som med eksistentialismens dobbeltbegreb frihed og ansvar. Mårtensson mener at vi skal spørge os selv og hinanden hvad der gør os lykkelige, også på samfundsplan. Men moderne mennesker har en tendens til at give noget og så forvente noget til gengæld.

Endnu engang fremhæves Kierkegaard der taler om den uforbeholdne, betingelsesløse kærlighed som et gavens paradoks. Moderne kærlighed kan ofte ligne en byttehandel, tænker jeg. Hvis ikke man som partner får afkast af sin (emotionelle) investering, kan man bare gå. Mårtensson understreger at det er usikkert hvad der gør en lykkelig. Så meget for lykkebarometre og lignende. Der er ikke nogen enkle anvisninger på lykke, og Mårtensson siger at lykken kommer når vi ikke forventer den. Banalt, men ikke mindre sandt af den grund. Med fyldig reference til Eik Skaløes lyrik i Lykkens Pamfiladvokerer han for at man forbinder sig spontant med verden via sanserne, en heideggersk ”væren-i-verden”.

Fantasien til magten

I slutningen af kapitlet bliver Mårtensson lyrisk og højstemt. Man skal som Skaløe åbne sig for lykkens og livets mulighed. Helt i orden, tænker undertegnede filosofiske litterat. Emil Bønnelycke, Tom Kristensen og talrige andre digtere har sat ord på den totaloplevelse. Hvor den logiske tænkning kapitulerer, tager metaforerne over. Vi tænker og oplever jo grundlæggende i billeder, deri ligger også drømmens fundament. For det ligger dybt i mennesket at kunne forestille sig det som endnu ikke er realiseret, men som alligevel har rod i det allerede sansede og erfarede.

I bogens epilog samles der op. Vi lever i en tid gennemsyret at det formålsrettede og målbare, det evidensbaserede i positivistisk forstand. Mårtenssons bog er et defensorat for romantikken som en afbalancering i forhold til oplysningstiden. Fornuft og følelse skal kombineres. Man kan godt være til i nuet og det konkrete – og samtidig være fremtidsrettet og turde drømme om et bedre liv. Det jordbundne og det flyvske kan gå hånd i hånd. Åbenhed er det vigtigste.

Er det for ambitiøst? Muligvis, men personligt er jeg begejstret for vingeslaget. Er det alligevel ikke naivt at ville tænke så stort? Konservative røster mod universalistisk tænkning er der jo en del af, og verden ser kaotisk og fragmenteret ud, indrømmet. Måske er det illusorisk at forsøge at forene det individuelle, nationale og globale, men Mårtensson viser ikke desto mindre at uden drømmen om en bedre verden farer vi vild i det kapitalistiske systems determinisme. Vi forveksler gang på gang selvrealisering med selvoptimering. Vi tror at vi er frie, men reelt kører vi i tomgang i overlevelsesræset. I modstrid med den ”hippiehader” jeg ellers er, fristes jeg til at sige: Fantasien til magten!"

Anmeldelse i fagbladet Folkeskolen den 14/12-2018 af Jens Raahauge:

"Menneskeheden, kærligheden, livet og lykken er drømmenes rettesnore i denne idealistiske, men lidt ujævne bog.

Når man følger med i Brian Degn Mårtenssons blog på folkeskolen.dk, ved man, at hans tanker udspringer af et oprør imod den åndløse nat, der har sænket sig over den samfundsmæssige tænkning. Han insisterer på andre værdier end de kapitaliserbare.

Når man sidder med hans bog i hånden, kan man komme til at tænke på Benny Andersens indledning i digtet "Hymne til natten": "Natten er god for dem der elsker / Natten giver den trætte nye kræfter / Natten viser os i drømme / Hvad vi skal undgå og hvad vi skal styre efter".

Mens Benny Andersen drømmer mennesket væk fra planeten, så den får en ny start og dermed chance for at overleve, så søger Brian Degn Mårtensson med afsæt primært i filosofien og idehistorien at finde de rettesnore, som vi kan pejle efter, hvis vi ønsker at blive på kloden og stræbe efter et værdifuldt liv her; han finder dem i drømmen om menneskeheden, kærligheden, livet og lykken.

Drømmen om menneskeheden toner frem i et kapitel, som fører læseren fra de græske stoikere over romerske Cicero til Kant og oplysningsfilosofferne for at ende i den tanke om verdensborgeren, som vores egen store nutidige filosof Peter Kemp revitaliserer med henvisninger til den globale kontekst, der på én gang truer menneskeheden og udstiller vores afhængighed af hinanden. Og i det billede er det nødvendigt på tværs af al rationalitet at gå ubegrundet ud fra, at ethvert menneske har en selvstændig værdi selv qua menneske. Drømmen om menneskeheden må holdes levende.

Drømmen om kærligheden beskrives altovervejende gennem Søren Kierkegaards filosofiske overvejelser - med enkelte udløbere til Sokrates, Nietzsche og Sartre. Kærlighed kommer fra Gud, og Gud er kærlighed. Den sprænger alle rammer og kan ikke måles og sættes på formel, men udspringer som gerning af "vilje til at se på næsten som et unikt menneske, ikke en genstand". Drømmen om kærligheden indebærer det ultimative bud: Du skal elske.

Drømmen om livet handler om at "blive til nogen". Med afsæt i et læserbrev om den enkeltes behov for det offentliges formynderi sættes begreberne frihed, ansvar og sameksistens i spil for - med begrundelser fra især Kierkegaard, Hobbes og Nietzsche - at nå frem til en livets dannelse, som "begynder og slutter i det uhåndgribelige rum mellem os, tingene og verden". I dette lys er der i fremstillingen nuancerede og fine funderinger om begreber som demokrati og ytringsfrihed.

Drømmen om lykken synes mere uhåndterlig end de forrige. Med afsæt i Aristoteles og Kierkegaard bliver begrebet "stræben" belyst. Men der kommer så sandelig rigtig substans på pejlingen af lykkedrømmen, da Brian Degn Mårtensson går om bord i Eik Skaløes digt "Lykkens pamfil". Lykkens karakter er uforudsigelighed og en særegen mangel på konstans, så det drejer sig om at "kunne høre klokkens spinkle klang i en verden med mange andre lyde".

I bogens epilog bekender forfatteren sig til et opgør med tidens ånd- og drømmeløshed. Og man må medgive ham, at det lykkes at tænke stort og så ansatser til drømme hos læseren.

Når jeg alligevel under læsningen ikke når helt op i drømmeland, skyldes det ikke en afstandtagen fra bogens udpegning af det kulturelle og åndelige armod, som vores epoke er præget af. Tværtimod. Næh, mine forbehold skal snarere findes i den ujævnhed, der præger fremstillingen, som derfor ikke helt lykkes med at få drømmene til at virke sammen.

Fremstillingen veksler imellem, at man eller vi eller han eller jeg eller verber i passiv fører tankerne frem. Det er vanskeligt at se begrundelserne for disse skift, som kan virke forstyrrende på nærværet som læser og dermed på indlevelsen i drømmene.

Jeg kommer til at tænke på, at Ebbe Kløvedal Reich engang blev spurgt, om Gud var ånd, hvortil han svarede: "Ja, helt ind til benet". Jeg læser dette forsøg på at give os alternative pejlemærker til tidens åndsarmod som drømme, der er ben helt frem til ånden.

På mig virker afsnittet, der skildrer drømmen om lykken, som det, der ved sin inddragelse af poesien kommer drømmen nærmest. Men læs bogen, og bliv ægget til tanker om, "hvad vi skal undgå, og hvad vi skal styre efter"."

Anmeldelse i Jyllands-Posten den 11/11-2018 af Mikael Busch:

"En sober bog om store idealistiske drømme. Brian Degn Mårtensson kan skrive enkelt om det komplicerede liv.

FILOSOFI OG PÆDAGOGIK BRIAN DEGN MÅRTENSSON ÅND OG IDEAL - OM AT TURDE DRØMME OM EN BEDRE VERDEN 96 sider, 148 kr. Forlaget Fjordager

Det er store ord fra en svunden tid. Titlen på Brian Degn Mårtenssons nye bog emmer af idealisme. Og det er også, hvad han selv er: en moderne idealist. Med solid basis i Kierkegaard, Grundtvig, den tyske idealisme m. v. ser han på fire store idealistiske drømme i et åndshistorisk perspektiv: drømmen om menneskeheden, drømmen om kærligheden, drømmen om livet og drømmen om lykken.

Man dør altid til sidst

Det er alt sammen sobert og velskrevet. Der kommer dog mest strøm på, når Degn Mårtensson forlader Kierkegaard og Kant og - enkelt og prægnant og med stor underholdningsværdi - rammer moderne menneskers oplevelse af livet og verden: »Livet er noget rod.

Det er farligt. Og man dør altid til sidst. Man bliver forelsket, man svigtes, man bliver såret, og man kan lide forfærdelige nederlag, hvis man vover noget. Det er faktisk slet ikke en risiko - det er regulære nødvendigheder, hvis man vælger at leve.« Citatet, som ligner en replik fra en Woody Allen-film, kunne forlede én til at tro, at forfatteren i bund og grund var en kynisk pessimist. Men sådan forholder det sig ikke. Som han skriver et andet sted: »Lykken er en mulighed, som optræder midt imellem selvangivelser, indkøb og rengøring, og den kan ramme enhver, når man mindst venter den.« I "Ånd og Ideal" er der en slags underforstået undertekst af, at noget er gået grundlæggende galt. I det uddannelsespolitiske kredsløb er Degn Mårtensson, som engang var lærer, kendt for sin skarpe og velformulerede kritik af den ensretning og målstyring, som ligger implicit i en række store reformer.

Den ulyksalige skolereform

Han måtte for et par år siden selv tage flugten fra et meget systemtro sjællandsk university college - det, der i gamle dage hed et seminarium.

Han forsker nu som ph. d.-stipendiat i Grundtvigs filosofi. Især er Degn Mårtensson en arg modstander af folkeskolereformen af 2013. Når han - med henvisning til Kants forestillinger om det gode styre - skriver, at enhver politisk handling skal kunne tåle politisk debat, har han formentlig den ulyksalige skolereform i tankerne.

Først efter flere års sønderlemmende kritik er det ved at dæmre for de ansvarlige politikere, at reformen med de mange snærende og komplet åndløse "kompetencemål" nok ikke var så heldig endda. Der er til gengæld masser af vitaminer i Degn Mårtenssons tankemættede lille bog. Næste gang måtte han gerne kaste lærdheden helt over bord og rendyrke sit åbenlyse talent for at underholde i et enkelt sprog om det komplicerede liv".

Mennesket som mål

Anmeldelse af Birte Strandby på litteratursiden Bogvægten den 18/2-2018:

"Så er der øretæver til folkeskolereformen og til ‘konkurrencestatspædagogikken‘.

Hvis man ikke er tilhænger af tidens pædagogik, er der her en række fine indlæg – fra blandt andet Folkeskolen.dk, Critique og et højskoleårsskrift – der giver mulighed for at nyde en humoristisk, til tider sarkastisk kritik af folkeskolen og folkeskolereformen.

Kritik af dagens pædagogik og dannelse møder vi hyppigt, blandt andet også hos Lejf Moos i Dannelse og i antologien Uren pædagogik med indlæg af Thomas Aastrup Rømer, Steen Nepper Larsen m. fl.

Udover en massiv kritik er der også lette indlæg, om hvordan man skaffer midler til vores statskasse, så der kan blive råd til – med forfatterens ord – kampfly og skattelettelser. Og så følges der op med indlysende gode råd til, hvordan vi får skrabet skillingerne sammen. Her skal blot nævnes enkelte: Drop digitale læringsplatforme og andre dyre it-løsninger. Ungerne har rigeligt adgang til ‘digitalt pjat. … Stop for sammenlægninger og bevar de mindre enheder. Herved kan spares mange rejseomkostninger, og desuden vil det være positivt for provinsen. Forbyd organisatoriske spørgeskemaer og indrapporteringer i en femårig periode. Herved frigøres masser af tid og effektiviteten øges.

Et af forfatterens projekter er at få tillid og ansvar tilbage til dem har brug for det, sygeplejerske, politi, lærer og dommer. For lærerens vedkommende betyder det, at han/hun skal have retten til at vurdere, hvilket stof eleven skal undervises i, så længe det er vigtigt, godt, frisættende, og herved er vi tilbage til kritikken fra Konkurrencestatens pædagogik.

Som noget nyt præsenteres vi for en skolepolitisk rangliste. Her har forfatteren listet de politiske partier efter, hvordan de præsterer rent skolepolitisk på baggrund af Christiansborg-politikken og med skæven til baglandets ytringer. Formålet er naturligvis alene at hjælpe partierne med at blive så dygtige som de kan. Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet ligger i kategori 1, mens Venstre og Dansk Folkeparti er røget helt ned i kategori 3. Socialdemokratiet er uden for kategori blandt andet på grund af Antorinis ‘reformhærgen’ og på grund af manglen på kvalificerede ytringer.

I forbindelse med debatten om muslimske friskoler er forfatteren enig med Waseem Hussain (forfatter til Imam bag tremmer) i, at der er behov for et stærkere, et mere oplyst og historisk bevidst muslimsk miljø – og en fælles værdsættelse af kristne, jødiske og muslimske bidrag til vores fælles europæiske historie.

Det er læsning der giver stof til eftertanke, men mest berigende når sarkasmen udvikles til nye højder som i Ollerup Gymnastikhøjskoles årsskrift 2016:

Desværre har vi stadigt en række frie skoleformer og nogle civile fora, hvor der øves en beklagelig landsskadelig virksomhed.

Højskolernes kontraproduktivitet i forhold til skolereformen viser sig i elevernes fejlindlæring: … almen dannelse, ævlet om vigtigheden af fællesskab, det frie ord …

Og den korte version om tidens pædagogiske bekymring: Derfor er der al mulig grund til at holde særdeles godt øje med højskolerne, hvis vi vil realisere drømmen om konkurrencestatens totaltilpassede medarbejderborgere."

Artikel om foredragsrække for GL i Fagbladet Gymnasieskolen:

"Tonen blev hurtigt sat, da pædagogisk filosof Brian Degn Mårtensson skød Gymnasieskolernes Lærerforenings gå-hjem-møder i gang i København.

“Idéen må være, at jurister og cand.polit'er har bedre forstand på jeres job, end I selv har,” fortsatte han.

Brian Degn Mårtensson har i mange år beskæftiget sig med pædagogik og er nu ph.d.-stipendiat på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Han er ivrig debattør og forfatter til en del bøger, blandt andet Konkurrencestatens pædagogik.

“Jeg begyndte at skrive bøger, efter man i 00’erne begyndte at reformere uddannelserne helt ud i hampen med en række hovedløse tiltag,” sagde Brian Degn Mårtensson og uddybede:

“Jeg var og er bange for, at vi som samfund glemmer, hvorfor vi uddanner og opdrager.”

Målstyring fra vugge til uni

Brian Degn Mårtensson ser gymnasiereformen fra 2005 som det første håndgribelige skift i uddannelsespolitikken på, at man ønskede at gøre op med “de blødsødne følere” - lærerne.

Sidenhen har både pædagoguddannelsen, folkeskolen, læreruddannelsen og universiteterne fået lignende tilretning, sagde Brian Degn Mårtensson.

Han beskrev skiftet som et grundlæggende brud med hele den danske tænkning og filosofi bag skolen. Skolen har haft et tyskinspireret dannelsesideal, hvor man forsøgte at danne det myndige menneske til en oplyst borger. Ethvert pædagogisk forsøg er ifølge Immanuel Kant at tvinge elever til frihed. Kant påviste, at man ikke kan lave evident pædagogik, mindede Brian Degn Mårtensson de fremmødte gymnasielærere om.

“For vi ved ikke, hvad folk får brug for i fremtiden. Hvis vi gjorde, ville vi ikke være et oplyst, frit menneske,” sagde Brian Degn Mårtensson, der mener, at der stort set ikke er ændret ved den grundlæggende tanke om pædagogik fra Platon til Løgstrup.

“Men så skete der noget særligt med Fogh og Antorini ved magten. De opløste simpelthen det pædagogiske paradoks ved pludselig at vide, hvad samfundets borgere skulle vide og bruge i fremtiden,” sagde Brian Degn Mårtensson med et sarkastisk smil på læberne.

Det blev ifølge ham starten på en tid, hvor borgerne registreres, overvåges og journaliseres. Man målstyrer fra vuggestuen til universitet.

“Vi kommer som borgere ind i et læringssystem, hvor staten regulerer læreprocessen, så man får omstillingsparate og lydige borgere. De har en plan med os. Og hvis vi ikke følger den, er det et problem,” sagde Brian Degn Mårtensson.

Synlig læring siver ind

Som eksempel nævnte han gymnasiereformen fra 2005, som han kaldte "voldsomt inficeret med læringsmål" og implementeringen af folkeskolereformen, der ifølge Brian Degn Mårtensson kom til at indeholde flere tusinde forskellige mål.

“Er I ikke også pålagt synlig læring?” spurgte han de fremmødte lærere.

“Jo for pokker da,” lød svaret hurtigt fra en lærer, og flere nikkede.

“Ja, læringsmåltankegangen kan man ikke undslippe. Den siver ind alle vegne. Og den modarbejder god undervisning,” sagde Brian Degn Mårtensson.

Kompetencer frem for viden

Et grundlæggende tegn er, at der måles og registreres mere og mere.

“Man taler om at løfte kvaliteten, men det er slet ikke, hvad det drejer sig om. Det handler om at løfte en testscore, der måske - måske ikke - har en relation til det, eleven lærer,” sagde Brian Degn Mårtensson og uddybede:

“Det er ikke så vigtigt, hvad man lærer, bare det kan registreres. Fokus er ikke så meget på at blive dygtigere, men nærmere på at det ser godt ud.”

Der kommer desuden et øget fokus på kompetencer.

“Det er vigtigere at have kompetencer end at vide noget. Bare man kan samarbejde og søge viden og information, så man kan bestå en prøve,” sagde Brian Degn Mårtensson.

Rystede politikere

Det bekymrer især Brian Degn Mårtensson, at en af konsekvenserne er, at de unge mennesker bliver så regelrette, at de ikke kæmper for noget.

“De bliver så omstillingsparate og lydige borgere, som fra små af lærer, at de hele tiden skal spørge sig selv, hvordan de kan forbedre deres performance i forhold til de mål og rammer, som staten har sat,” sagde han.

Kort sagt havde Brian Degn Mårtensson få positive udmeldinger om den nuværende uddannelsespolitik, men indskød alligevel:

“Det virker dog på mig, som om politikerne har indført det med oprigtige intentioner,” sagde han og fortalte, at når han indimellem delte sine holdninger med politikere, blev de rystede.

Derudover er han også lettet over, at første udspil til gymnasiereformen ikke blev realiseret.

“Det første udspil kom fra embedsværket og var uhyggelig læsning. Det havde ikke meget at gøre med de oprindelige tanker med gymnasiet, for det var et arbejdsmarkedspolitisk udspil,” sagde han.

Brian Degn Mårtensson talte også ved GL's gå-hjem-møder i Aarhus og Odense."

Specialdidaktik i teori og praksis

Anmeldelse af Birgitte Looff Schmidt i Læsepædagogen nr. 6 / 2017:

"Specialdidaktik i teori og praksis - Undervisning på specialskoler og i specialklasser

Af HELGA BORGBJERG HANSEN OG BRIAN DEGN MÅRTENSSON (red.).

Som læsevejleder er det specielt interessant, for tænk hvis der er noget, jeg kan bruge i mit arbejde. Men som lærer på en helt almindelig skole tænkte jeg lige en ekstra gang, om det nu var relevant for mig med denne bog.

Det er det så. Der er nemlig rigtig meget stof til eftertanke og mange helt konkrete redskaber, og som der står i det første kapitel:

» For i grunden er specialdidaktik hverken en afgrænset teoretisk retning, en fast overbevisning eller et bestemt sæt metoder.«

Bogen er delt op i 7 dele, der gør det let at anvende den som en opslagsbog.

I 1. del defineres specialdidaktik.

Her diskuteres begrebet inklusion og ressourcepersoners/vejlederes betydning, hvilket jo giver god mening for en læsevejleder. Der lægges vægt på, at didaktikken er relationsforankret og individorienteret.

I 2. del lukkes op for begrebet 'børns hverdagsliv', hvilket kan være en god øjenåbner for vores faglige syn på børnenes» hele« liv i mødet med skolens fag.

I 3. del handler det om faget dansk, hvor et kapitel er tilegnet iPad som redskab for at skrive og læse.

4. del ser på den matematiske faglighed, og som danskfaglig er det en spændende udfordring at blive præsenteret for matematikkens udfordringer fagligt.

5. del er om andre fag-en åbning, der ikke kun ser på læsning i alle fag, men på de enkelte fags faglighed/ sprog.

I 6. del bliver der præsenteret forskellige eksempler på specialdidaktik i praksis -med vægt på tværfagligheden. Her er forslag til forløb, der underbygges af teoretiske modeller, til forklaring af praksis.

Den sidste del beskæftiger sig med samarbejdet på tværs af faggrupperne, formålet og betydningen af dette.

I hele bogen ser jeg betydningen af at se den enkelte elev som det enestående menneske, han eller hun er, for at kunne tilbyde den optimale undervisning, uanset om det er en specialklasseelev, en elev, der får støtte i specialregi på en almindelig skole, eller om det er en elev i en helt almindelig klasse, med de udfordringer, vi som lærere møder der. Som læsevejleder får jeg mange gode praksisråd, som kan overvejes i mit daglige arbejde i mødet med både elever og kolleger, men sandelig også forældre. Og så behøver man ikke læse hele bogen på en gang, den fungerer fint til opslag til

forskellige problemstillinger."

Anmeldelse af Ida Marie Mundt i Fagbladet Folkeskolen den 6. november 2017.

"Denne bog er en samling af 21 artikler, der med hver sin forfatter forsøger at indkredse begrebet specialdidaktik. Et begreb, der vel egentlig først defineres ved denne udgivelse. Og som faktisk har en berettigelse. Det er en udfordring at anvende almendidaktiske modeller til specialpædagogisk indsats, om ikke andet fordi mange af de elever, der møder disse modeller, af mange årsager har givet tabt - eller også har deres lærere - og nu befinder sig i et specialpædagogisk regi.

Uden at kunne ende med et konkret bud på, hvad begrebet dækker, kommer forfatterne rundt i mange relevante perspektiver – fra definitionen af specialpædagogik i forhold til almenpædagogik til de særlige træk ved specialpædagoger og lærere, deres elever og de mulige rammer og forventninger.

Der præsenteres adskillige didaktiske modeller, som allerede er i anvendelse – Hiim og Hippes relationsmodel, SMTTE-modellen og Uljens' pædagogiske flue fra 1993. Der præsenteres også et par enkelte videreudviklede modeller, hvor relationen til eleven, menneskesyn, selvværd og mestring inddrages, som Bruuns specialdidaktiske model og Koch Hansens DTM-model. Modellerne har absolut noget at tilføje til de didaktiske refleksioner, der gøres på specialområdet, særligt fordi området, som nævnt i flere kapitler, er præget af et diagnose- og individsyn, der har det med at flyde ind over de pædagogiske aktiviteter.  Og netop didaktik handler jo i den grad om planlægning af læring og udvikling frem for mangeldefinitioner og kategoriseringer.

Endvidere gives der bud på specialdidaktik i praksis inden for flere fagområder, som giver god inspiration. Der afsluttes med en fin indkredsning af det tværprofessionelle arbejde, som især de specialpædagogiske kolleger har som grundvilkår, og også tanker om læringsmiljøets betydning på en specialskole.

De fleste kapitler opleves relevante og breder sig over det meste af det specialpædagogiske felt. Generelt en glimrende grundbog til både grund- og videreuddannelser."

Omtale på UCSJ`s hjemmeside:

"På trods af inklusion i folkeskoleklasser, foregår meget undervisning af specialelever i specialklasser, på specialskoler og i særlige forløb på de almene folkeskoler. En række forfattere – heriblandt flere fra UCSJ er medforfattere til en ny bog, der giver gode råd med på vejen i det specialdidaktiske arbejde.Inden for specialdidaktikken kan der sjældent arbejdes helt på samme måde som i almendidaktikken. Enhver elev er unik, og netop i specialpædagogikken har denne erkendelse særlig stor og konkret betydning. Der er sjældent en færdig løsning, der kan hentes ned fra hylderne, så præcis hvordan skal man som lærer gribe undervisningen an, når de almene koncepter og praksisser ikke rigtig kan bruges?I bogen ” Specialdidaktik i teori og praksis” giver en række forskere og fagprofessionelle deres bud på, hvad der bør tages højde for i undervisningen.

Bogens første del giver et overblik over specialdidaktikkens placering i det pædagogiske landskab. Anden del zoomer ind på forskellige aspekter af specialdidaktikken, bl.a. hvordan elever møder skolen og faget. Tredje del stiller skarpt på faget dansk og beskriver, hvordan man kan arbejde specialdidaktisk her. Fjerde del fokuserer på matematik, og femte del anlægger en specialdidaktisk vinkel på skolens andre fag. I bogens sjette del præsenteres eksempler på tværfaglige indsatser, og endelig diskuteres i bogens sidste del en række tværgående specialdidaktiske temaer med relevans for alle fag.

Til antologien bidrager Kim Rasmussen, Niels Egelund, Preben Olund Kirkegaard, Lotte Hedegaard-Sørensen, Brian Degn Mårtensson, Helga Borgbjerg Hansen, Rasmus Alenkær, Mette Bruun, Mette Friderichsen, Lis Pøhler, Bent Lindhardt, Mette Saaby Nielsen, Henrik Skovhus, Anette Lind, Kim Michael Nielsen, Martina Ernstberger, Helle Søndergaard, Marianne Juul Glud, Helle Damgaard Melin, Jacob Thorsted, Peter Kock Hansen.Redaktører på bogen er Helga Borgbjerg Hansen cand. pæd. pæd., lektor ved læreruddannelsen og eftervidereuddannelsen, UCSJ og Brian Degn Mårtensson cand. pæd. i pædagogisk filosofi og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. ”Specialdidaktik i teori og praksis” udgives på Hans Reitzels Forlag som grundbog i  lærer- og pædagoguddannelsen, samt på de pædagogiske diplomuddannelser."

Omtale i fagbladet Folkeskolen den 11/5-2017:

"Selv om der politisk er et stort ønske om at øge inklusionen, har en gruppe elever i særlig grad brug for lærere og pædagoger, som kontinuerligt udvikler og diskuterer deres praksis. Men lærere på specialskoler og i specialklasser må enten ty til almenområdet for at finde didaktiske modeller og metoder eller orientere sig ud fra generelle betragtninger om, hvad specialdidaktik er."Både når jeg besøger specialskoler og -klasser, og når jeg underviser på diplomuddannelsen, møder jeg lærere, som spørger, hvorfor de altid skal høre om almendidaktik, når de er på kursus. Problemet er, at de ikke bare kan oversætte almendidaktikken til deres elever. De har brug for en særlig specialdidaktik", siger lektor Helga Borgbjerg Hansen fra UC Sjælland.

Hun er aktuel med antologien "Specialdidaktik i teori og praksis - undervisning på specialskoler og i specialklasser", som hun har redigeret sammen med cand. pæd. i pædagogisk filosofi Brian Degn Mårtensson. I bogen giver en række forskere og fagprofessionelle deres bud på, hvad lærere bør tage højde for i undervisningen af elever med særlige behov.Lærere kan danne sig et didaktisk ståsted med udgangspunkt i deres fagEt af kendetegnene ved specialtilbud er, at der er knyttet flere pædagoger til undervisningen end på almenområdet. Men samarbejdet mellem lærere og pædagoger kommer let til at lide nød, fordi pædagogerne mangler ord for didaktikken, siger Helga Borgbjerg Hansen. Derfor er bogen også værd at læse for pædagoger."

Videnskabsteori for de pædagogiske uddannelser

Lærke Grandjean på www.folkeskolen.dk den 28/10-2016:

"Brian Degn Mårtensson, Leif Puggaard og Rune Bang Puggard har sat sig for at forkorte den oprindelige bog ”Videnskab og pædagogik”. Det er der kommet en rigtig god ny bog ud af – mere målrettet videnskabsteori på bachelor- og diplomniveau. Men bogen er også særdeles vedkommende som opslagsbog og grundbog for alle pædagogisk/filosofisk udøvende og alment interesserede. Man kan med bogens 20 kapitler i hånden læse filosofihistorien bag pædagogikken kronologisk. Men den kyndige læser kan tillige anvende bogen til at ´plukke i ´ og få opfrisket sin viden om fx dannelsesteorier eller, hvad er det nu for en teori, der ligger bag system-konstruktivistisk pædagogik?

Pædagogisk arbejde bør aldrig forfalde til udelukkende at være ´praksis´ - det ville være det samme som at åbne en ladeport for, at andre tager styring af pædagogikken. God pædagogik handler om en vekselvirkning mellem praksis og teori, og et professionskrav burde være: 1/3 praksis 1/3 forskning og forberedelse og 1/3 kommunikation med omverdenen for at fortælle, hvad pædagogik går ud på.  Sådan er professionerne ikke tilrettelagt i dagens Danmark, men i dag har vi erfaret, at hvis ikke pædagogikken hele tiden kan forklare, berette og indgå i dialog med omverden,  ja så ´narrer de kloge altså de mindre kloge´.

Det er sket i dag, hvor pædagogikken i skolen så at sige er blevet røvet fra lærerne og pædagogerne – i dag er skolens agenda digitaliseret og læringsskolens ´pædagogik´ er målrettet didaktiske konstruktioner, hvor eleverne betragtes som systemer. Det er forfærdeligt! Opfordringen til lærere og alle der arbejder med pædagogik skal  fra denne anmelder lyde: Kræv pædagogikken tilbage! Argumentér ud fra viden om pædagogik, både den praktiske OG den teoretiske! ”Videnskabsteori for de pædagogiske uddannelser” er en god bog at have i hånden, når man med historisk indsigt vil argumentere imod den nuværende instrumentalisering af samfund og skole.

Pædagogikken har faste grundspørgsmål: Hvem er jeg? Hvem er vi? Hvad er frihed?  De kan umuligt besvares ved at blive reduceret til et rationelt redskab med henblik på at se mennesket som et ´arbejdsdyr´, sådan som det ellers forsøges at mobilisere til i tiden.  Tværtimod skal man til stadighed fastholde og kæmpe for pædagogiks og videnskabs inderste væsen.  Det er netop forfatternes ærinde: At søge efter væsentlige og dybdegående pædagogiske og videnskabelige spørgsmål og svar i spændingsfeltet mellem 1. historie, forstået som en perlerække (altså ikke som udfoldningen af et program) 2. de evige og store fortællinger om tilværelsen og pædagogikken og 3. nutidens debat om, og kamp for, at finde pædagogiske øer i videnskabens hav.

Brian Degn Mårtenssons, Leif Puggaards og Rune Bang Puggaards bog ”Videnskabsteori for de pædagogiske uddannelser” kan ses som et vægtigt indlæg imod, at pædagogik på en overfladisk, populistisk og magtmisbrugende måde reduceres til et instrumentelt redskab med det formål at mobilisere til konkurrencestatens grundsyn: Mennesker er først og fremmest arbejdskraft. Bogen kan også ses som en gave til alle med interesse for pædagogikkens fortsatte liv sammen med videnskaben.”

Nina Eriksen, fagbladet Folkeskolen, december 2016:

Brian Degn Mårtensson og Leif Puggaard har fået en tredje medforfatter – Rune Bang Puggaard – og har skrevet en anden version af deres første værk "Videnskab og pædagogik". Det nye er, at bogen her er forkortet, gennemskrevet, og der er tilføjet nye kapitler. Det er gjort ud fra – ifølge dem selv – et ønske om at skrive en videnskabsteori målrettet de pædagogiske uddannelser, der beskæftiger sig med videnskabsteori på bachelorniveau.

Alle de store strømninger inden for videnskab og pædagogik er inddraget: positivisme, rationalisme, Frankfurterskolens første og anden generation, systemteori, erfaringspædagogik og så videre. I denne version kommer vi også ind på Aristoteles, Luther, Descartes, Rousseau, Kant, Locke, Vygotskij, Habermas, Foucault - der inddrages igen et utal af filosoffer og forskere og folk, som har haft en afgørende betydning for, hvordan vi tænker videnskab og pædagogik i dag. Og igen er disse blandt andet beskrevet løbende i kronologisk rækkefølge.

Sproget er dog lettere i denne version, og mange passager er forkortet i forhold til den første bog. Hvad der fungerede som underkapitler i den gamle bog, er nu lavet til hele kapitler i den nye. Det gør det hele mere spiseligt – om end det stadig er noget, man skal tage sig tid til.

Tilblivelse og tilsynekomst

Lars Luplau, Point Of View International, 10. December 2016:

Der går et jerntæppe ned gennem det pædagogiske forskermiljø herhjemme. På den ene side står en række forskere, som har to ting tilfælles. De har let adgang til råd, nævn og bevillinger og de læner sig overvejende op ad den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann.

På den anden side står en række forskere, der er stærkt kritiske overfor luhmannismen, som råber forholdsvist højt, og derfor har parkeret deres muligheder for at komme til det fad, hvor der serveres indflydelsesrige poster og bevillinger til forskningsprojekter.

Nogenlunde sådan tegnes billedet af lektor Brian Degn Mårtensson, som i sin nye bog giver et fint indblik i, hvordan en tid med mange brydninger i den pædagogiske verden blev oplevet fra den ene side af jerntæppet.

Bogen, Tilblivelse og Tilsynekomst, er en samling af tekster, der tidligere har været udgivet enten i Friskolebladet eller på folkeskolen.dk. De er udvalgt på grund af deres filosofiske betragtninger om den periode, hvori de blev skrevet. Teksterne er velvalgte, og sammensætningerne tager læseren med på tur med flere dramatiske højdepunkter.

Vi kommer omkring personlige fejder og folk, der bliver truet på levebrødet, og vi får desuden en rigtig god indføring i den bagvedliggende teoretiske og filosofiske uenighed, der deler vandene.

Når man ser verden fra Mårtenssons vinkel, er der ingen tvivl om, at alle nævn og råd i uddannelsesverdenen besættes med personer fra den samme selvsupplerende kreds af personer. ”Danmarks pædagogiske oligarki” som denne personkreds benævnes af Mårtenssons åndsfælle, lektor Thomas Aastrup Rømer.

Dette ”oligarki”, hvis centrale aktører i følge Rømer er professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, forskningsleder Andreas Rasch-Christensen og rektor Stefan Hermann, oplever Mårtenssons og i særdeles Rømers kritik som personlig og ukollegial.

Bogens mest interessante passager er helt sikkert dem, hvor vi får indblik i Mårtenssons synkrone oplevelse af sammenstødene mellem det såkaldte oligarki og Rømer eller Mårtensson selv. Begge de nævnte oplever, at der bliver klaget til deres chefer over ting, som de har sagt eller skrevet.  Derfor fører kritikken ikke til en akademisk fejde i traditionel forstand, men ender som personalesager, fordi ”oligarkiet” klager over især Thomas Rømers måde at fremsætte kritikken på. I en kronik i Berlingske skriver Lars Qvortrup, at Rømer ”fordrejer synspunkter i stedet for at sikre sig redelighed. Han er polemisk, ikke saglig.”

På Mårtenssons side står ikke blot Rømer men også blandt andre filosoffen Peter Kemp. Deres ærinde er at kritisere den ensretning af pædagogisk forskning, som de mener at kunne identificere. På den anden side står en gruppe forskere, der mener, at Mårtensson og co. ser spøgelser. De kan bestemt ikke selv genkende, at der skulle være tale om oligarkiske tilstande.

Tilblivelse og Tilsynekomst er velredigeret i den forstand, at man som læser, der bare har en smule kendskab til de stridigheder, som er bogens omdrejningspunkt, får et klart overblik over kronologien og de forskellige positioner fra en kilde, som toner rent flag og tydeligt vedkender sig egen bias.

Og Brian Degn Mårtensson er en fremragende skribent. Sproget er trukket skarpt op, og der lægges ikke fingre imellem, når der skal deles kritik ud til “oligarkiet”. Her er han ude med riven efter en kronik som Jens Rasmussen og Lars Qvortrup har begået i Politiken d. 14. september 2015:

”Det mest utrolige ved Qvortrup og Rasmussens kronik er dog, at de målrettet forsøger at give indtryk af, at de ikke aktivt har bekæmpet den forståelse af dannelsesbegrebet, de fleste vil forbinde med dansk, Grundtvig-inspireret pædagogik.”

Netop ”oligarkiets” opgør med dannelsesbegrebet står centralt i bogen, hvorfor det giver en god balance, at der er medtaget tekster, som hverken er polemiske eller kritiske overfor nogen, men som blot viser, hvilke tanker Mårtensson selv gør sig om den dannelsestradition, han mener, har skabt den danske folkeskole. Teksterne Om at oplive og Livsangsten, som første gang blev udgivet i Friskolebladet i 2015 (nr. 6 og nr. 9), er to glimrende eksempler. Den type tekster fremstår som en velkommen ekskurs midt i den dramatiske fortælling.

Brian Degn Mårtensson, og andre som eksempelvis Svend Brinkmann der kritiserer systemet indefra, kan heller ikke klage over manglende interesse fra medier, faglige organisationer og højskoler. Der er et ret stort publikum til den rebelske del af forskningsverdenen, og selvom det bestemt ikke er nogen poppet udgivelse, vil Mårtenssons nye bog ganske givet være at finde på mange bogreoler blandt skolefolk.

Tilblivelse og Tilsynekomst er nemlig læsværdig og ikke til at komme udenom, hvis man vil tættere på at forstå, hvorfor en gruppe forskere råber vagt i gevær, og siger, at der er ved at ske et uopretteligt dannelsestab i den pædagogiske verden.

Specialpædagogik i læreruddannelsen

Ida Marie Mundt i fagbladet Folkeskolen, december 2016:

”Velfunderet specialpædagogik

Kan en fagbog være en dejlig bog? Jeg blev helt glad, da jeg læste den, og forestillede mig, hvor godt klædt på vores kommende lærere kan blive, hvis dette er den grundbog, de bliver præsenteret for. Nuanceret, ny og anvendelig viden over et bredt spekter.

Det var dog en dejlig bog – kan man virkelig sige det om en fagbog? Men med tanke på, at denne samling af artikler kan danne grundlag for vore dages lærerstuderende i modulet specialpædagogik, der indgår i lærerens grundfaglighed, bliver man faktisk glad. Lærerstuderende - kommende lærere - skal i dag kunne håndtere det meget komplekse at leve op til skolereform og inklusionsdagsorden, ikke kun teoretisk, men lige om et øjeblik i praksis med skoleklasser, der ikke blot skal rumme, men også inkludere snart 96 procent af alle børn på en årgang. Der er igennem bogen en tråd i at pege på, at der kræves en større indsigt og en anderledes forståelse af eleven for at kunne undgå eksklusion og sikre, at læring foregår hos alle uanset forudsætninger, og her kommer bogen langt omkring.

I del ét redegøres der på bedste vis for en bred vifte af perspektiver om normalitetsforståelser, historiske som nutidige diagnoseperspektiver, der åbner op for at forstå de måder, vi tænker det specielle og det almene på i dag. Der slås ned på fordomme som for eksempel social arv, og diagnosetænkningen nuanceres. Del to omhandler inklusionsdagsordenen, både baggrund og fortolkninger, og også praksisanvisninger, eksempelvis i form at skitser for undervisningsdifferentiering. Del tre handler om elevplaner og muligheder for deltagelse og peger blandt andet på, hvad vi i dag ved virker i specialundervisning. Del fire anlægger perspektiver på det nødvendige tværprofessionelle arbejde også på tværs af psykiatri og mere perifere samarbejdspartnere, og endelig afsluttes bogen med team- og forældresamarbejde.

Der præsenteres ny viden, relevant forskning og udviklingsarbejder. Noget er akademisk avanceret præsenteret, og en del er direkte praksisangivende. Også videreuddannelsen kan drage nytte af denne fine samling artikler, der helt sikkert kan kvalificere også den erfarne lærers praksis.

Af alle 15 artikler var der højst en enkelt eller to, jeg letlæste. Resten var velskrevet og inddragende. Så tak for den udgivelse.”

Mette Friderichsen, tidsskriftet Specialpædagogik nr 5/ 2016:

"Læseren bliver taget Ved hånden i sin orientering i denne bog, som uden af fortabe sig i detaljerede historiske fremstillinger belyser specialpædagogikkens fremtrædelsesformer i et nutidsperspektiv. 5 overordnede temaer går gennem bogen: "Normalitet og afvigelser - paradigmer og forståelser", "Inkluderende undervisning og undervisningsdifferentiering",  Elevplaner og deltagelsesprofiler",  Tværprofessionelt samarbejde", "Undersøgelses udviklings- og formidlingskompetence i inkluderende undervisning", og alle bogens kapitler er skrevet af forfattere med faglig indsigt i specialpædagogiske problemstillinger. Nogle har aktivt været med til at formulere den aktuelle policy på området, andre har forsket i det i mange år, andre igen har en særlig ekspertise eller faglig interesse i deres emne.

På bagsiden af bogen står der: "Specialpædagogik i læreruddannelsen handler om arbejdet med elever, der har det svært i skolen.

Bogens udgangspunkt er den specialpædagogiske fagtradition, hvor især socialpædagogikken og specialundervisningsbegrebet har haft betydning. Bogen afspejler en bevægelse i retning af et mere inkluderende fagsyn, hvor man hellere taler om elever i en situation, der er vanskelig eller kompliceret, frem for om elever med vanskeligheder. Denne bevægelse hænger sammen med den generelle politiske og pædagogiske udvikling, ikke mindst ændringerne i folkeskolen og i læreruddannelsen, hvor man sigter mod, at hovedparten af eleverne skal undervises i samme skole. Derfor må arbejdet med elever i komplicerede læringssituationer kobles tæt til den almene praksis og teoridannelse.

Bogen er primært skrevet til læreruddannelsens modul Specialpædagogik, men henvender sig også til andre studerende og praktikere inden for det social- og specialpædagogiske område"

Jeg glæder mig over den betydning, som kommer frem i titlen på denne bog. "Specialpædagogik i Læreruddannelsen". Specialpædagogikken får nemlig sin egen og selvstændige fremhævelse som fag i forhold til kommende læreres uddannelse, og det er der behov for. Bogen kunne have heddet "Inklusion i læreruddannelsen" eller "Elever i komplicerede læringssituationer i læreruddannelsen" Begge titler ville have tunet ned for enten den enkelte eller fællesskabet, og specialpædagogik favner netop begge dele. Jeg er fortaler for en bevarelse af både det smalle og det brede fokus, som specialpædagogikken kan levere, og jeg har undret mig over så lidt plads dette fag har i uddannelsessystemet sammenlignet med, hvor stort et politisk fokus, der på at alle elever skal blive så dygtige de kan. Uden specialpædagogikken ville det nemlig ikke gælde alle elever. En bog giver ikke mere uddannelsesplads til specialpædagogikken, men den giver adgang til mere uddannelsesindhold." 

Videnskab og pædagogik

"PÆDAGOGISK RELEVANT FILOSOFI­ HISTORIE

Leif Puggaard & Brian Degn Mårtensson: Videnskab og pædagogik. En grundbog i pædagogisk videnskabsteori. Akademisk  Forlag 2016

300 sider, 263,96 kr.

Anmeldt af Jacob Korn­beck, fuldmægtig i Europa-Kommissionen, Bruxelles

Med "Videnskab og pædagogik" har forfatterne villet give pædagoger et værktøj til at indkredse såvel filosofiske som videnskabsteoretiske temaer, der kan være relevante for pædagogisk forskning og praksis. Bogen spænder over hele den europæiske filosofis historie og er således såvel et praktisk redskab og opslags­ værk samt ligeledes et bidrag til forståelse af pædagogikken selv. Kapitlerne er klart skrevet, rimeligt tilgængelige og illustreret med konkrete eksempler i forskellige boxe. Strukturen udgøres af otte kapitler, der hver omhandler en filosofihistorisk epoke eller en filosofisk retning: "Et videnskabshistorisk overblik - frem til oplysningstiden" - "Et videnskabshistorisk overblik - efter oplysningstiden" - "Positivisme og rationalisme" - "Konstruktivisme og socialkonstruktivisme" - "Kritisk teori" - "Strukturalisme, poststrukturalisme og diskursteori" - "Fænomenologi, eksistensfilosofi og hermeneutik" - "Nyere videnskab og pædagogik". For anmelderen, der ikke selv er filosof, fremstår bogen som en både brugbar og nyttig fremstilling, og bogen kan med fordel anvendes i undervisningssammenhæng på forskellige niveauer samt i for­ skellige fagretninger.

Der er ikke tale om en specifik fremstilling af pædagogisk videnskabsteori, hvilket har sin berettigelse som led i den pædagogiske forskningsmetodelære, men en sådan har de to forfattere tidligere forelagt i en særskilt, dedikeret monografi (Degn Mårtensson, Puggaard. & Bang Puggaard, 2016). I tider, hvor det direkte praktisk anvendelige nyder stor anseelse, er bogen en påmindelse om videre perspektiver, der også fremover findes.

Hvis de aktuelle uddannelser og de seneste reformer kan synes at bekræfte en tidligere kendt tendens til i dansk sammenhæng at definere (professions-) akademiske uddannelser snævert som direkte forberedelse til praktisk virke (jf. Thomsen, 1975), er der nok god grund til at minde  om,  at  det udgående 19. samt den første halvdel af det 20. århundrede så et københavnsk akademisk miljø, der var udtalt filosofisk anlagt (jf. Soderqvist, et al., 1998). Intet bør derfor tages for givet, og for de filosofisk interesserede vil "Videnskab og pædagogik" være både velkommen og praktisk anvendelig.

Omtale i fagbladet Socialpædagogen den 4/11-2016:

"Aristoteles, Rousseau, Kant, Bordieu, Nietzsche og Sartre er bare nogle af de kendte filosoffer, man som læser bliver introduceret til i ‘Videnskab og pædagogik’. Bogen fungerer som en introduktion til den europæiske videnskabelige debat om spørgsmål om menneskets forhold til sig selv, fællesskabet og verden. De to forfattere giver allerede i forordet udtryk for, at det er lidt af en opgave at formidle videnskabsteori og gøre det lettere tilgængeligt, hvad de store af videnskabens tænkere står for.

Med en parallel til sportens verden, hvor man fx aldrig kunne drømme om at lægge ud med et maraton, når man begynder at løbetræne, så gælder det også for filosofiens verden, at man skal tage det et skridt af gangen, så man er sikker på at komme frem. Med andre ord én filosof af gangen – eller et kapitel af gangen. Bogen kan bruges som et opslagsværk og henvender sig til alle, der uddanner sig inden for de pædagogiske, sociale og sundhedsfaglige områder. Ud over at give et videnskabshistorisk overblik frem til og efter oplysningstiden, så rummer bogen også kapitler om fx positivisme og rationalisme, konstruktivisme og socialkonstruktivisme, kritisk teori – og nyere videnskab og pædagogik."

Nina Eriksen i fagbladet Folkeskolen, juni 2016:

"Er det et stykke tid siden, du har undersøgt begrebet videnskabsteori? Så er "Videnskab og pædagogik" et godt sted at starte. Men værket skal indtages i mindre doser, da det er meget koncentreret. Læs, mens du er frisk, og gå en tur i skoven bagefter.

"Videnskab og pædagogik – En grundbog i pædagogisk videnskabsteori" starter i antikken og går herefter frem gennem alle de bevægelser, der har været siden da. Alle de store strømninger inden for videnskab og pædagogik er inddraget, såsom empirisme, oplysningstiden, rationalisme, eksistensfilosofi, systemteori og så videre. Der inddrages et utal af filosoffer og forskere og folk, som har haft afgørende betydning for, hvordan vi tænker videnskab og pædagogik i dag - alle de store mastodonter helt tilbage fra Aristoteles til Locke, Vygotskij, Habermas, Foucault og mange flere. Disse er blandt andet beskrevet løbende i kronologiske faktabokse.

Fælles for hele læseoplevelsen er, at det meste er noget, man kender til – spørgsmålet er så blot, hvor godt man kender til det? Det er dog immervæk altid godt at få opfrisket, præcis hvor en kompleks størrelse videnskab og ikke mindst pædagogik er.

Sproget er kompakt, men forståeligt, og teorierne bakkes op af en masse eksempler. For eksempel fremhæves det, hvordan den positivistiske metode er svær at tage i brug, da undersøgelser aldrig kan være fuldstændigt objektive, men foretages af fejlbarlige mennesker. Der inddrages spørgsmålet om intelligens, og hvordan det set udefra ser ud til, at kvinder er klogere end mænd, da de når længere i uddannelsessystemet og får højere karakterer. Men er det i virkeligheden, fordi uddannelsessystemet er mere egnet til stille piger end larmende drenge? Samtidig er det mænd, som sidder på alle de førende poster inden for alverdens kunstarter. Hertil kommer der også det problematiske i, hvordan vi overhovedet definerer intelligens.

Dog kan sproget samtidig til tider blive lidt højtravende, for eksempel når der i en henvisning til Luhmanns almene systemteori står: ”Systemteorien i Luhmanns udgave er nærmere bestemt en polykontekstuel anlagt teoriansats" – og så fortsætter det på det niveau, som om teoriansatser er et alment kendt begreb. Der skal man have tungen lige i munden og en fremmedordbog ved hånden.

Alt i alt er det et meget omfattende værk, som studerende på læreruddannelsen eller pædagoguddannelsen og andre uddannelser, som har med undervisning at gøre, vil kunne drage stor nytte af. Og ellers er værket også til dem, som gerne vil have opfrisket, hvad videnskabsteori er."

Lærke Grandjean i Friskolebladet nr. 6/ 2016:

"Er pædagogik et rationelt redskab?

Anmeldelse af:

Videnskab og pædagogik. En grundbog i pædagogisk videnskabsteori

Brian Degn Mårtensson & Leif Puggaard

Akademisk Forlag 2016

300 sider. 270 kr.

På opfordring fra Akademisk Forlag har Brian Degn Mårtensson og Leif Puggaard skrevet en bog om videnskab og pædagogik.

Det er blevet til en dybdegående og vellykket grundbog om pædagogisk videnskabsteori, henvendt til undervisere og pædagogikstuderende på såvel pædagog- lærer- som universitetsuddannelser.

Også andre med interesse for at dykke ned i teorierne om pædagogik kan roligt læse med.

Bogens struktur er overskuelig, og det sproglige udtryk er levende. Man læser løs og forundres over, hvor særligt sammensat, og på samme tid helhedspræget, pædagogikken er i etisk, politisk og æstetisk forstand.

Dette står i diametral modsætning til den moderne konkurrencestats-baserede påstand om, at pædagogik kan reduceres til et rationelt redskab for alle, til mobilisering af alle – for at arbejde.

Pædagogikkens inderste drivkraft kommer i akut livsfare ved således et blive indskrænket til en enkel videnskabelig position, nemlig en rationel-redskabsposition. 

Hvis ikke pædagogikken skal være til fals for overfladisk og populistisk magtmisbrug skal man gå frontalt ind i kampen for at redde den ustyrlige, unikke og uundværlige pædagogik hjem til videnskaben med dens mange positioner.

Det gør Brian Degn Mårtensson og Leif Puggaard, og som læser føler man sig taget ved hånden og ført igennem pædagogikkens historie og dens teorier ved forfatternes ildhu og omsorg. Det betyder, at man ikke opgiver undervejs i den ellers til tider lange udforskning.

Små ord og vendinger som fx ´man kan sagtens sige´ og ´man kan næppe overvurdere betydningen af….´ kan ind imellem give mindelser om et nærmest personligt talesprog, og også dette er med til at fastholde læserens opmærksomhed; her tales ikke maskinelt – men menneskeligt til mig som læser.

Efter endt læsning af Videnskab og pædagogik. En grundbog i pædagogisk videnskabsteori står det én klart: Pædagogikken kan og skal tilbageerobres af skolen og dens undervisere. Den kan ikke atomiseres – bruges til hvad som helst –  og dermed blive til fals for uvidenskabelig og overfladisk flagren rundt som alting og ingenting.

Pædagogikken har faste grundspørgsmål: Hvem er jeg? Hvem er vi? Hvad er frihed?  De kan umuligt besvares ved at blive reduceret til et rationelt redskab med henblik på at se mennesket som et ´arbejdsdyr´, sådan som det ellers forsøges at mobilisere til i tiden.

Tværtimod skal man til stadighed fastholde og kæmpe for pædagogiks og videnskabs inderste væsen.

Det er netop forfatternes ærinde: At søge efter væsentlige og dybdegående pædagogiske og videnskabelige spørgsmål og svar i spændingsfeltet mellem 1. historie, forstået som en perlerække (altså ikke som udfoldningen af et program) 2. de evige og store fortællinger om tilværelsen og pædagogikken og 3. nutidens debat om, og kamp for, at finde pædagogiske øer i videnskabens hav.

Strukturmæssigt ser bogen således ud. Del 1: Et videnskabshistorisk overblik frem til oplysningstiden, s.11-45. Del 2: Et videnskabshistorisk overblik efter oplysningstiden, s. 47-77. Del 3: Positivisme og rationalisme, s. 79-94. Del 4: Konstruktivisme og socialkonstruktivisme, s. 95-117. Del 5: Kritisk teori, 119-151. Del 6: Strukturalisme, poststrukturalisme og diskursteori, s. 153-178. Del 7: Eksistensfilosofi, fænomenologi og hermeneutik, s. 179-224. Del 8: Nyere videnskab og pædagogik, s. 225-285.

Det er angivet, hvem af de to forfattere, der er ansvarlig for hvilke kapitler.

Bogen indeholder tillige litteraturhenvisninger, forfatterbeskrivelser samt et navne- og stikordsregister.

Det indledende forord sammen med det særdeles fine lay-out – de ´pædagogiske fyrtårne´ er fx beskrevet i særlige grålige kasser inde i kapitlerne – giver samlet set bogen topkarakter, hvis vi nu skal tale i eksamenssproget.

Brian Degn Mårtenssons og Leif Puggaards bog Videnskab og pædagogik. En grundbog i pædagogisk videnskabsteori kan ses som et vægtigt indlæg imod, at pædagogik på en overfladisk, populistisk og magtmisbrugende måde reduceres til et rationelt redskab med det formål at mobilisere til konkurrencestatens grundsyn: Mennesker er først og fremmest arbejdskraft.

Bogen kan også ses som en gave til alle med interesse for pædagogikkens fortsatte liv sammen med videnskaben. For som Brian Degn Mårtensson skriver: ”Finder man én gang for alle ud af, hvilken position der kan repræsentere det endegyldige svar på alle pædagogiske spørgsmål, har man netop forladt videnskabens sfære en gang for alle.”

Lærke Grandjean"

Konkurrencestatens pædagogik- en kritik og et alternativ

Jesper Sørensen, tidsskriftet Epsilon 29. december 2015

"UDDANNELSESSYSTEMET/PÆDAGOGIK: I dag har vi spændt pædagogikken for konkurrencestatens vogn, og vores uddannelsessystem skal reformeres, så flest muligt kan bidrage til at sikre samfundets fortsatte vækst i en globaliseret verden. Konkurrenceevne er pædagogikkens slutmål, og ideerne om almendannelse og skolen for livet er i fare for at blive skyllet ud med badevandet. I sin bog Konkurrencestatens pædagogik beskriver Brian Degn Mårtensson, hvordan vi i takt med samfundets udvikling til konkurrencestat er ved at miste vores fælles fortælling om kultur, nationalitet og verdensborgerlighed.

Bogen er inddelt i 4 afsnit, samt et afsluttende afsnit, som udgør en form for konklusion. De enkelte afsnit fører læseren igennem den historiske udvikling, som den pædagogiske filosofi har gennemgået. Perspektivet for gennemgangen er overgangen fra nationalstat til konkurrencestat, med velfærdsstaten som mellemstation.

Det er også fortællingen om, at det videnskabsteoretiske syn og menneskesyn, som dominerer nutiden influerer på den pædagogiske tankegang og dermed også i hvilken optik det politiske system ser pædagogikken.

Dette bliver dominerende i samfundet generelt og vil øge risikoen for at give samfundet slagside på længere sigt. Eksempelvis vil der ikke blive produceret kritiske samfundsborgere, idet der er et øget fokus på kulturtekniske forudsætninger - Peter Kemp kalder dette problem halvdannelse. I forlængelse af dette vil innovationen få begrænsede betingelser.

FORFATTEREN, Brian Degn Mårtensson, splitter på et tidspunkt i bogen pædagogikken op i 2 dele, hvilket jeg synes er en interessant og relevant måde at anskue dels hvad der sker og dels for at fremme forståelsen hos læseren.

Der findes en ren pædagogik, som har hovedfokus på evidens, internationale ranglister og centraliserede kriterier at drive skole ud fra. Læringssynet tager udgangspunkt i score på nationale tests. Læreruddannelsen skal i den rene pædagogik foregå på professionshøjskoler, hvor metodeudvikling og - formidling er centralt. Dette er, hvad konkurrencestatstænkningen finder central og nødvendigt for at kunne "producere" konkurrencedygtige borgere.

Modsætningen er uren pædagogik. Her er dannelsessynet signifikant anderledes, idet kritik, politik og oplysning anses for centrale forudsætninger i stedet for internationale ranglister. Skolens væsentligste opgave er at give eleverne en historisk og kulturel bevidsthed og generelt at have holdninger. Læringssynet skal i den urene pædagogik være situeret i den sociale og kulturelle kontekst - man skal her møde eleven, hvor denne er.

MAN KAN LAVE et andet modsætningsforhold: målstyret undervisning versus normativ undervisning. Bogen retter kritik af, den manglende normativitet, som fortrænges af iveren efter at kunne begå sig i internationale målinger samt iveren på at skabe økonomisk og produktiv vækst. Ikke nok med det, er der også skolerne imellem konkurrence, eksempelvis er karaktergennemsnittet på de enkelte skoler tilgængeligt. Dette er et yderligere bidrag til at der skubbes til målstyringen (hård pædagogik).

Følgende er et citat fra bogen, som sætter konkurrencestatens medborgersyn på spidsen:

”Den enkeltes frihed til at være til i konkurrencestaten ikke et eksplicit mål, det er derimod den enkeltes ret og pligt til at blive produktiv nok til fremtidens globaliserede arbejdsmarked. ”

Forfatteren slutter bogen af med at sammenfatte, hvilken form en normativ pædagogik kunne have. Sammenfatningen står i skærende kontrast til den måde, som konkurrencestaten ser mennesket på. Jeg vil citere et sted fra den skematiske oversigt, som forfatteren slutter det sidste afsnit før konklusionen med. Det handler om de skolepolitiske konsekvenser for mennesket:

En skolelovgivning, hvor formålet er det centrale og hvor eleverne ikke betragtes som kommende medarbejdere.

For menneskeheden betyder det politisk set:

Et opgør med test-regimet, idet eleven ikke er i konkurrence, men i et skæbnefællesskab - med barnet i nabolandet.

Brian Degn Mårtensson udtrykker gentagne gange i bogen at der i det postmoderne samfund gøres op med de store narrativer, hvilket gør at fortællingen om pædagogikken og samfundet går fra at være en udviklingshistorie til at blive et konstrueret narrativ, nemlig statens behov for at skabe vækst. Dette stiller anderledes krav til pædagogikken, da det konstruerede narrativ kræver anderledes forudsætninger til borgerne end tidligere, hvor det var en velfærdsstat.

BOGENS AFSLUTNING

Bogens afslutning (konklusion) har titlen, Farvel til den europæiske tanke. Pædagogik har gennem tiderne haft en central position i Europa - det har været altid været centralt, at fagene, demokratiet og kulturen skulle have en effekt. Imidlertid har man også hidtil været på det rene med, at pædagogik ikke kan sættes på formel, da det ikke er en eksakt videnskab.

Væksttanken har også dybe rødder tilbage i europæisk historie og man har i perioder forsøgt at systematisere/optimere væksten - dette har gjort sig gældende i både, national-, velfærds- og konkurrencestaten. I bogen vil jeg eksplicitere en betragtning om konkurrencestatens særegenhed i f. h. t. de to andre statstyper:

Det særlige ved konkurrencestaten er derfor den metodiske bane, med Ove Kaj Pedersens ord, rendyrkningen og teknologiseringen af alle samfundets facetter.

Problemet med at sige farvel til den europæiske tanke er, at individet og dets behov tilsidesættes til fordel for konkurrencestaten, som bliver et mål i sig selv. Projektet kommer til at gå ud på at skabe stabilitet indenfor en snæver og stærkt målstyret ramme.

Det hævdes på et tidspunkt i bogen, at konkurrencestaten bliver et mål i sig selv. Problemet med at evidensbasere pædagogikken på en uvis fremtid er en central problemstilling, som fremadrettet vil kræve visse tilpasninger. Bogen slutter af med, at der til stadighed vil være mulighed for at rejse diskussionen om, at se pædagogikken i tidligere teoriers lys.

SAMLET VURDERING

Min personlige mening om bogen er, at den er meget informationstung og inddrager mange teoretikere, nogen inddrages mere sporadisk end andre. Det er imidlertid ikke til diskussion hos mig, hvorvidt bogens budskab er relevant - det synes jeg den er!

Hvis man skal have et optimalt udbytte af bogen skal man være rimelige present udi dannelsesteori og pædagogiske retninger, idet der er inddraget mange forskellige teoretikere fra forskellige pædagogiske/filosofiske tidsaldre og retninger. Dette er mit største kritikpunkt af bogen. Bogen er naturligvis universitær, da den er udgivet på Århus Universitetsforlag - men den virker unødigt indviklet og kompleks. De mange eksmepler med name-dropping synes oftere at forplumre billedet, snarere end at tilføje nyttig viden eller belæg til argumentet.

Hvis man ser bort fra førnævnte og ser på bogens budskab og intention, sætter den konkurrencestatens pædagogik til debat og giver en grundig analyse. Temaet og kritikken er yderst relevant, og jeg synes, at forfatteren giver et fint og dækkende billede af det der sker nu kontra mulige alternativer.

Eksempelvis ekspliciteres det i bogen, at pædagogikken i det postmoderne samfund betragtes som en teknologi, som har til formål at holde trit med diverse målinger, hvor vi skal kunne stå os godt i forhold til andre lande. Dette indebærer, at man i stigende grad undlader at anlægge pædagogikken på, hvad der reelt er godt og nødvendigt for at kunne blive en velfungerende samfundsborger og ikke kun en medarbejder.

Bogen er anbefalelsesværdig på trods af, at det er uhyre tung læsning. Jeg giver derfor bogen fire af seks stjerner."

Anders Dræby Sørensen i Studier af Pædagogisk Filosofi nr. 1/ 2015:

"Den danske politolog Ove Kaj Pedersens annoncering af konkurrencestaten har sammen med skolereformen blandt andet vakt røre inden for dansk pædagogisk filosofi. På den baggrund har pædagogisk filosof og tidligere lærer Brian Degn Mårtensson sammenstrikket en interessant filosofisk kritik af konkurrencestatens pædagogik, der danner grundlag for et almenpædagogisk alternativ.

Pedersen tager i sin bog af samme navn fra 2011 stort set patent på opfindelsen af begrebet om konkurrencestaten – selv om den franske idéhistoriker Michel Foucault allerede indkredser fænomenet ud fra et mere kritisk perspektiv i sin forelæsningsrække Biopolitikkens fødsel fra 1978-79. Denne lille nuance kan synes uvæsentlig, men den er ikke desto mindre vedkommende for en nuanceret læsning af Mårtenssons bog fra 2015. Det skyldes, at Foucault gør rede, hvordan der i efterkrigstiden i henholdsvis Tyskland-Østrig og USA opstår en ny neoliberal regeringsteknologi, der i modsætning til den klassiske liberalisme advokerer for nødvendigheden af en stærk, central stat. Neoliberalismens udgangspunkt er nemlig for det første, at det er statens opgave at sørge for, at markedets konkurrencelogik kan gælde for alle samfundets niveauer og institutioner – inklusive staten selv, der lige som alle andre instanser skal drives som en virksomhed efter forretningsprincipper. Her har vi baggrunden for hele New Public Management-tanken, der sætter evidens, kontrol og økonomisk effektivisering i forgrunden af den offentlige forvaltning. For det andet skal det enkelte menneske også forstås som en virksomhed, der fungerer som en selv-entreprenør på markedets vilkår og indgår i konkurrence med andre udbuds- og efterspørgselsaktører. Derfor er individet selv ansvarligt for at investere i sig selv som menneskekapital ved at optimere sig selv som kompetencemaskine. Her har vi så baggrunden for hele kompetenceparadigmet og kravet om livslang læring. Som Foucault også påpeger, er denne neoliberalisme ikke snævert bundet til et traditionelt borgerligt perspektiv men bliver allerede dybt forankret i det europæiske centrum-venstre, da de tyske socialdemokrater begynder at købe ideen fra slutningen 1950’erne.

Når jeg vælger at fremhæve Foucaults redegørelse, så skyldes det, at Mårtenssons udmærkede bog overser, at konkurrencestaten hverken er Pedersens eller den tidligere S-R-regerings opfindelse og derfor må forstås ud en bredere europæisk og amerikansk udvikling inden for den politiske filosofi og praksis. Dermed overser Mårtensson også, at konkurrencestatens pædagogik ikke blot kan forstås som en konsekvens af postmodernismen. Hvilket ellers er den del af bogens kritiske hovedpointe. Derfor ses det heller ikke, at konkurrencestatens pædagogik kan forstås som udbredelsen af en bestemt form for politisk teknologi, der har dybe rødder i hele det moderne projekt. Og som i fx Theodor Adornos, Max Horkheimers eller Martin Heideggers optik kunne skildres som en excessiv udbredelse af den instrumentelle fornuft.

Mårtensson har valgt har skildre udbredelsen af den nye konkurrencestatspædagogik som et overvejende dansk fænomen, der langt hen ad vejen kan forstås – og dermed også kritiseres – ud fra en dansk pædagogisk tradition. Her skal Mårtensson så roses for at han får skildret konkurrencestatens pædagogik som en afløser for velfærdsstatens idé om dannelse til tilværelsesoplysning. Den idé, der måske bliver klarest formuleret af K.E. Løgstrup i hans forelæsning på Danmarks Lærerhøjskole den 21. september 1981. Og som i sidste ende kan spores tilbage til N.F.S. Grundtvigs idé om livsoplysning. Her forstås individet som en uerstattelig person, der skal oplyses og frisættes til at kunne realisere lige muligheder som alle andre ved at deltage i det demokratiske samfund. I den sammenhæng er folkeskolens formål ikke blot at forberede eleverne til arbejdslivet gennem uddannelse men derimod at drage omsorg for, at den enkelte danner sig som et livsdueligt menneske. Med konkurrencestaten bliver skolens formål derimod funktionelt og instrumentelt at kunne producere kompetencer til arbejdsmarkedet og dermed sikre samfundets konkurrenceevne. Denne udvikling er imidlertid ikke blot dansk men gælder for hele Vesten, og som den amerikanske filosof Martha Nussbaum påpeger i Not for Profit fra 2010, er konsekvensen af det nye paradigme, at humaniora og hele dannelsesaspektet ekskluderes fra skole- og universitetssystemet. Der netop bliver forankret i mantraet om uddannelse, uddannelse, uddannelse, som den engelske premierminister Tony Blair prædikede i 2001. Som Nussbaum påpeger, udgør det humanistiske dannelsesaspekt imidlertid et afgørende aspekt i det demokratiske medborgerskab, og resultatet af udvandingen er egoistiske og snævertsynede borgere, hvilket underminerer selve demokratiet.

Mårtensson får knyttet konkurrencestatens pædagogik til udbredelsen af sociologen Niklas Luhmanns systemteori, der i en dansk sammenhæng især føres frem af Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Nu bliver pædagogik blot et ord for den funktionelle tilpasning af mennesket til markedssystemet, og alle bånd kappes til den pædagogiske dannelsestradition. Dermed erstatter managementtænkning også værdier og etik, hvilket blandt andet afspejler sig i den nye forestilling om læreren som klasseleder. Konkurrencestaten opererer netop gennem en indarbejdning af ledelsesprincipper på alle samfundsniveauer, og derfor skal eleverne i sidste ende også lære at være selvledende. En af Mårtenssons fine pointer er, at selv om det nye konkurrenceparadigme italesætter sig selv som neutralt og objektivt ved at knytte an til begreber om effektivisering og evidens, ja så er konkurrencestatens pædagogik dermed dybt forankret i en normativ position, der paradoksalt nok benægter selv samme normativitet. Som den engelske uddannelsessociolog Stephen Ball anfører i bogen Foucault, Power, and Education fra 2013, kan konkurrencestatens uddannelsespolitikker og pædagogik forstås som en ny form for racehygiejne. En racehygiejne, der netop sigter på at optimere målbare kompetencer og kontrollere uddannelsessvage elever gennem den pædagogiske psykologis og specialpædagogikkens anvendelse af psykiatriske diagnoser og mål om inklusion.

Ud fra den antagelse at pædagogikken nødvendigvis må være normativ, lancerer Mårtensson i slutningen af bogen et almenpædagogisk alternativ til konkurrencestatens pædagogik. Mårtenssons griber til den eksistentielle tradition, som desværre aldrig har haft et stort gennemslag inden for pædagogikken. Ganske vist arbejdede Otto Bollnow med en eksistensfilosofi sk fundering af pædagogikken fra 1950’erne til 1980’erne, og i en bredere forstand har livsfilosofi en haft en betydning for pædagogikken hos blandt andre N. F. S. Grundvig og K.E. Løgstrup. Mårtensson vil nu ikke bare lancere en generel eksistenspædagogik men en almen pædagogik, der tager specifikt tager afsæt i Søren Kierkegaards skrift Kjerlighedens Gjerninger fra 1847. Netop fordi han mener, at kærligheden kan fungerer som et absolut grundlag for en normativ verdensborgerlig pædagogik i en tid, hvor verden er kaotisk og postmodernismen har undermineret de store fortællinger. For Kierkegaard er kærligheden lige præcist i grunden af eksistensen, og den kan ikke planlægges eller programmeres men må lokkes frem. For Kierkegaard er det samtidig via den uselviske næstekærlighed, at vi kan række ud mod den anden og derigennem hjælpe den anden på vej til sandheden med livet. I sidste ende er kærligheden dog Gud og Gud er kærligheden, og denne tanke er ikke nødvendigvis kristen men udgør grundlaget for de senere årtier spirituelle revolution. Det er da også som om, at vi lever i en tid, der har særligt behov for kærligheden, for i disse år udkommer en stigende mængde filosofi sk, psykologisk og sociologisk litteratur om emnet. Mårtensson har således fat i den lange ende, når han netop udpeger kærligheden som pædagogikkens redningsplanke, men for at kunne få ligningen til at gå op, må han knytte an til Peter Kemps idé om verdensborgerlig pædagogik.

Desværre forbigår Mårtensson lidt kærlighedens spirituelle aspekt men hans vedkommende og letlæselige bog får cementeret kærligheden som fundament for en tanke om dannelse for og til hele menneskeheden."

Rie Thomsen, lektor på Aarhus Universitet og VIA-lektorerne Rita Buhl og Randi Boelskifte i fagbladet Vejlederen nr. 5/ 2015:

"For ikke så længe siden omtalte vi med stor begejstring Hartmut Rosa’s bog ’Acceleration og fremmedgørelse’. Rosa beskriver og diskuterer, hvad det gør ved mennesker at være indlejret i et vækstregime, som er grundlaget for de senmoderne vestlige samfund. Han beskriver et nyt begreb om fremmedgørelse og ikke mindst redegør Rosa for, hvordan den neoliberale samfundsudvikling har sit eget endeligt indbygget. Fra en lidt anden vinkel kommer Mårtensson med en kritik af selv samme projekt, når han viser, hvordan børn og unge – senere voksne – ved hjælp af en særlig konkurrencestatspædagogik, bliver uddannet til at udgøre en økonomisk rentabel ressource i et samfund baseret på en markedsøkonomi, der er i konkurrence verdensøkonomien.

Konkurrencestatens pædagogik er, som undertitlen siger, både en kritik af en forvandling af dansk pædagogik og et bud på et italesat normativt alternativ med afsæt i Kierkegaards kærlighedsbegreb. Bogen er overskuelig med sine ca. 160 sider, men den er ikke i hverken stikords- eller læs-let-form. Det har heller ikke været forfatterens intention ifølge hans forord, da emnet – en igangværende forvandling af dansk pædagogik – kalder på en grundig og demokratisk debat om de mange reformer og ændringer, der rammer skole- og uddannelsesområdet. Bogens formål er at bidrage til en øget faglighed i debatten, som er mere og andet end mavefornemmelser og optællinger af ’for’ og ’imod’.

Kritik af konkurrencestaten

Bogen er inddelt i fire dele. De to første udgør samlet set forfatterens kritik af konkurrencestatens pædagogik, som ifølge Mårtensson forsøger at identificere sig som en særlig ’ren’ pædagogik i sit opgør med de store for tællinger. Umiddelbart kunne dette projekt ligne det postmoderne, med opløsning af undertrykkende narrativer og frisættelse. Men Mårtensson kommer frem til, at konkurrencestaten, som svar på postmodernismens relativisme, blot indsætter en ny stor for tælling, nemlig konstruktionen af statens behov for økonomisk vækst og produktivitet. Vi er ifølge denne for tælling nød til at sikre en bedre konkurrenceevne, hvis vi vil undgå en truende afgrund. Med eksempelvis PISA -debatten indfør tes et instrumentelt perspektiv, som kun anerkender og fokuserer på evidens- og økonomirelaterede argumenter. Pædagogik kommer i forlængelse heraf til at handle om numeriske opgørelser af læsehastighed, frafald, karaktergennemsnit (som i øvrigt på forunderlig vis kan forhøjes bare ved at undgå huller i uddannelsesplanen) osv. Målet om individet som middel til et højt BNP bliver taget for givet, og metoden dikteres på grundlag af evidens.

Denne nye store fortælling, som umiddelbart fortælles gennem evidensbaseret viden, målstyret undervisning/vejledning og lovgivning om metode, kommer ikke til at frisætte, men bliver snarere en skjult normativitet forklædt som ’ren pædagogik’, netop fordi den er evidensbaseret. På vejledningsfeltet har vi også set reformer, som dikterer såvel mål som metode.

En normativ pædagogik der betoner kærlighed – et alternativ

Gennem de sidste to dele af bogen bidrager Mårtensson til debatten med et alternativ til konkurrencestatens pædagogik. Han siger, at hvis vi betragter pædagogik som et eksakt middel til at opnå en forudbestemt tilværelse, hvor mennesket skal præstere noget allerede defineret, bliver mennesket til en genstand. Mårtensson mener, at mennesket pr. natur er uegnet til på denne måde at blive tingsliggjort.

Endvidere mener forfatteren, at lige meget hvor dygtige vi bliver ud i analysens kunst, kan vi ikke eksakt påvise, hvad et barn får brug for at vide og kunne. Vi kan heller ikke undgå at medskabe fremtidens forudsætninger, når vi træffer det ene eller andet pædagogiske valg. Deraf følger et grundlægende problem i forhold til en objektiv sandhed i pædagogikken. Til gengæld er vi, på grund af menneskets grundlæggende omsorgsbehov, nød til at handle pædagogisk. Det der står tilbage er altså ikke at foregive en sand og objektiv pædagogik, men at vælge mellem forskellige normativer, og diskutere hvilke vi som samfund etisk kan og vil forsvare. Det er i dette lys Mårtensson byder ind med en normativ pædagogik, der betoner en kærlighed til mennesket og menneskeheden og den europæiske oplysningsfilosofiske tradition – som i øvrigt har været grundlaget for at udvikle sameksistens og en høj produktivitet i den vestlige verden.

Udvis tålmodighed og læs!

Mårtenssons bog er både svært tilgængelig, dyster i sin analyse og helt sikkert i modvind i forhold til stærke kræfter på både policy-niveau og den i tiden højt besungne evidensbaserede forskningsscene. Men det gør kun bogen endnu mere vigtig i vores debat om effektivitet og den neoliberale diskurs og værdi, og dennes indflydelse på at definere godt og skidt, rigtigt og forkert, relevans og irrelevans og ikke mindst mening og meningsløshed.

Det nemmeste vil være, når man midt i første del erkender, at dette ikke er en læs-let-bog, at lægge den til side. Dette gør forfatteren selv opmærksom på i sit forord, og giver derfor det råd, at man eventuelt kan springe den idehistoriske og videnskabsteoretiske del over, hvis man primært har interesse i det nutidige stof.

Det skal dog være vores anbefaling, at man kridter skoene og tålmodigheden, og giver sig tid til Mårtenssons beskrivelse af forskellige opfattelser af pædagogisk teori og praksis, og hvordan disse har vandret fra en epoke til en anden. Netop i en tid, hvor begrebet om evidens tillægges særlig værdi i form af PISA-undersøgelser og målstyret undervisning, hvor uddannelse afløser dannelse og hvor pædagogikken og vejledningen forventes at sikre konkurrencestatens fortsatte vækst og konkurrencedygtighed, bliver det vigtigt at undgå overflade-diskussion. Vi må tage en grundlagsdebat – en debat der adresserer det menneskesyn, der gennemsyrer de aktuelle reformer på skole- og uddannelsesområdet.

Som vejledere og vejledningssystem er det efter vores mening en meget vigtig debat at engagere sig i, og Mårtenssons bog giver en ballast i forhold til at styrke en saglig debat. Vi ønsker god læselyst!"

Christoffer Boserup Skov, litteratursitet JAGOO, september 2015:

"I konkurrencestaten hylder man en instrumentel ideologi, hvor mennesket er sat i verden for at præstere – ikke for at være til – og hvor det at være konkurrencedygtig er et mål for pædagogikken.

Det er... store, væsentlige spørgsmål for pædagogikken, Brian Degn Mårtensson tager op i sin glimrende bog Konkurrencestatens pædagogik. Bogen leverer en grundig kritik af den herskende pædagogik, der værdsætter effektivitet og målstyring højere end klassiske pædagogiske dyder som dannelse og faglig fordybelse.

Mårtensson gennemgår først, hvilke konsekvenser det postmoderne tankesæt har haft for pædagogikken, dernæst bliver konkurrencestatens pædagogik behandlet og sammenlignet med den klassiske pædagogik. I sidste kapitel forsøger Mårtensson sig med et normativt bud på en pædagogik ud fra Kierkegaards kærlighedsbegreb. Det lyder højpandet, og det er det egentlig også, men Mårtensson formår at guide læseren let og behændigt gennem store tanker om videnskabsteori, opdragelse og etik, uden det går ud over læseoplevelsen, hvilket må siges at være en bedrift i sig selv.

Arven fra den postmoderne tænknings indflydelse på vores samfund er, at vi er efterladt uden normativitet og "store fortællinger". Mårtensson beskriver, hvordan en postpostmodernisme har indtaget scenen, hvor fortællingen om konkurrencestaten har fejet alt af banen som den store sandhed. Noget som vi i Danmark stort set blindt har accepteret og rettet os efter.

Mårtensson stiller sig kritisk overfor konkurrencestatens pædagogik, fordi den har erstattet dannelsesbegrebet og verdensborgertanken med en forestilling om, at børn og unge er lig med erhvervslivets fremtidige arbejdskraft. Det resulterer i fokus på målstyring, test og effekt. Det er i modstrid med den klassiske pædagogik, hvor faget, demokratiet og kulturen er nøgleord. Det bliver her kompetenceudvikling og arbejdsevnen, der bliver meningen med pædagogikken og ikke Løgstrups begreb ”tilværelsesoplysning”. Den enkelte eksistens er med andre ord skiftet ud med produktivitet og økonomisk aktivitet.

Det fine ved bogen er, at den leverer en saglig kritik og i det efterfølgende bud på en pædagogik selv stiller sig åben over for kritik. Og her er hele pointen: Konkurrencestatens logik er ofte skjult for os, og dermed bliver det vanskeligt for os at forholde os til logikken bag. Og det er netop derfor, at filosofiske analyser og refleksioner er helt essentielle for kvaliteten af den offentlige debat.

Det er en meget velkommen bog for den pædagogiske debat, velargumenteret og velskrevet – ja, en ren velsignelse at læse."

Niels Rosendal Jensen, Dansk Pædagogisk Tidsskrift, september 2015:

”Den pædagogiske og uddannelsesmæssige diskussion handler i disse år og med rette om de grundlæggende ændringer i uddannelse og pædagogik, der har fundet og fortsat finder sted. Under den næppe helt præcise overskrift ´konkurrencestat´ erstattes pædagogisk logik af en købmandslogik, som breder sig til alle samfundets institutioner og dermed også til de mennesker, der befolker disse institutioner (børnehavebørn, skoleelever, studerende osv., forældre og pårørende, lærere og pædagoger). Købmandslogikken spænder opdragelse og uddannelse for den nationale konkurrenceevnes vogn med den konsekvens, at formålene med at opdrage og uddanne indsnævres til at optimere sin nuværende eller kommende arbejdskraft. Vil vi noget andet med samfundet end at buldre derudaf med blikket stift rettet mod evig vækst, er det på høje tid at gå til modstand.

Dette udgangspunkt er også Brian Degn Mårtenssons , der som pædagogisk filosof griber til de kanoniske skrifter i sin omfattende gennemgang og kritik af nutidens uddannelsespolitik.”

Jens Raahauge, fagbladet Folkeskolen:

"Brian Degn Mårtensson går ind bag konkurrencestatspædagogikkens logik og viser, hvordan den ny virkeligheds skole bygger på, at mennesket er sat i verden for at præstere. Men han giver os også et alternativ, hvor at lære rimer på være.

Her er en kritik af den konkurrencestatspædagogik, der ser sig hævet over kritik. Her er bidrag til debat med de politikere og konkurrencestatstænkere, der mener at have fundet den eneste vej. Og her er oplæg til overvejelser blandt alle os, der skal tage stilling til, hvorfor vi er her, og hvilke konsekvenser svaret på dette kan have for den folkeskolepædagogik, vi ser det værdigt at lægge profession til.

Forfatteren beskriver de store fortællingers opløsning og postmodernismens følgende retningsløshed. Men han peger også på det paradoksale i, at det atomiserede og teoretisk sårbare postmoderne grundlag for pædagogik, der bygger på en skepticisme og dekonstruktion af de store fortællinger, har fået nyt liv i mødet med konkurrencestatens nye, store fortælling.

Med afsæt i Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsbeskrivelse og i de processer, der blev gennemløbet i forbindelse med læreruddannelses- og folkeskolereformerne, viser forfatteren, hvordan reformernes ophavsmænd imødegår den postmoderne relativisme med en instrumentel tænkning og målstyring, der bygger på et radikalt anderledes menneskesyn end det hidtidige. Hvor skolen indtil nu har haft som grundlag, at mennesket er sat i verden for at være, så er menneskets bestemmelse ifølge konkurrencestatsfilosofien først og fremmest at være selvforsørgende. Vi er sat på jorden for at præstere. Arbejdet giver mennesket frihed.

Analysen begrundes ud fra centrale, velvalgte og fyldestgørende citater fra ministerielle hjemmesider, fra bøger og artikler af professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, viceinstitutleder Claus Holm og andre. Over for deres instrumentelle og såkaldt evidensbaserede pædagogiske filosofi stiller forfatteren den tænkning, som her er repræsenteret af blandt andre professor Peter Kemp, professor Gert Biesta og filosoffen Thomas Aastrup Rømer. De bygger deres tænkning på, at menneskets bestemmelse er at være – med de konsekvenser, det har, for at pædagogik ikke kan reduceres til målstyring.

Med reference til udviklingsdirektør Alexander von Oettingen, som bygger sin pædagogiske tænkning på den europæiske filosofi og idéhistorie, beskriver forfatteren, hvordan  pædagogik udspiller sig i et univers af uvished. Vi kan ikke vide noget om fremtiden, hvilket får blandt andet begrebet evidens til at smuldre. Derfor rækker konkurrencestatspædagogikken ikke.

Endelig kommer Brian Degn Mårtensson med sit bud på et alternativ til en moderne pædagogik. Vi har ingen stor, sand fortælling at bygge på, og vi ved ikke, hvad børnene har behov for i fremtiden. Derfor må vi træffe nogle normative valg for at formulere den pædagogik, som vi etisk kan forsvare. Forfatteren vælger at tage afsæt i Søren Kierkegaards påstand om, at kærligheden er førstebevæger. Ud fra dette valg af kærlighedens etiske påbud formulerer forfatteren en pædagogik, der omhandler folkefællesskab og verdensborgerskab.

Selv om forfatteren klart signalerer, hvor han placerer sig i den pædagogiske debat, så virker bogen som et sobert bidrag, der lader konkurrencestatspædagogikkens fortalere komme loyalt til orde. Men fordi de på samme tid er dem, magten lytter til, bliver bogen også en udfordring for alle, der interesserer sig for skolen, og især for alle, der tjener til livets ophold som medarbejdere i skolen.

Vil du opfatte dig som underviser eller som læringsmedarbejder, hvilket er betegnelsen i nye stillingsopslag? Hvis du siger ja til det første, og du vil bevare dit job, hvordan kan du så agere i en skole, der bygger på, at mennesket er sat i verden for at præstere? Måske er det en idé at satse kollegialt på kærligheden som førstevælger, når skolens pædagogiske grundlag skal skabes nedefra, hvis det da overhovedet er muligt. Hvis du siger ja til det sidstnævnte begreb, så er det bare om at komme ud over stepperne; og måske stille op til formandsposten i Danmarks Læringsmedarbejder Forening?

Sagt på en anden måde: Den her bog er ikke til at komme uden om. Læs den, og diskuter den i skolens pædagogiske fora – eller hvis/når dette ikke er muligt, så i private læsegrupper. Og diskuter dens pointer med alle, der har berøring med skolen."

Omtale i Højskolebladet den 10/6-2015:

"Brian Degn Mårtensson optegner i bogen den store fortælling om pædagogikkens historie og tilbyder med afsæt i Kierkegaards kærlighedsbegreb et normativt alternativ til konkurrencestatens pædagogik. Bogen beskriver, hvordan vi i takt med samfundets udvikling fra industrisamfund over velfærdsstat til konkurrencestat er ved at miste vores fælles fortælling om kultur, nationalitet og verdensborgerlighed."

Birte Strandby, Bogvægten:

"En grundig, veldokumenteret gennemgang og kritik af dagens foretrukne pædagogik.

Med udgangspunkt i postmoderniteten der med sit opgør med pædagogikkens traditionelle forankring i etik og kultur er en forudsætning for konkurrencestatens pædagogik viser Brian Degn Mårtensson, hvordan inspirationen fra Grundtvig og Kant er vigende, og pædagogikken har relateret sig til det forfatteren kalder en kombination af anglo-amerikansk inspireret instrumentalisme og en Luhmann-inspireret systemfunktionalisme. Pædagogikken opfattes nu i højere grad som en systematisk konstruktion af kompetencer, og det forklarer også, hvordan og hvorfor industrielle styringsmodeller har fundet til pædagogikken.

Tager man fat i Grundtvig og hans opfattelse af, at oplysning og opdragelse er det, der kvalitativt forbinder den enkelte til staten/folket og menneskeslægten, kan man se at konkurrencestaten ikke automatisk indebærer ideer om kvaliteter i fællesskabet om sprog, historie, kultur men mere ser samfundets sammenhængskraft som en metode til opfyldelsen af konkurrencestatens egentlige formål nemlig at sikre produktivitet og konkurrenceevne. Deltagelse i samfundslivet måles i den enkeltes relation til arbejdsmarkedet.

De mange reformer der har været i forbindelse med skole og uddannelsesinstitutioner har medført standardisering og centralisering, og et væsentligt kritikpunkt er, at værdier og etik er erstattet af strategi, formidling og ledelsesteori.

En af flere indvendinger er, at indenfor pædagogik kan et empirisk studie ikke indfange al implicit viden, og hvis barnets dannelsesproces begrænses til bestemte tekniske og forhåndsdefinerede målsætninger, så reduceres og forvrænges pædagogikken.

Konkurrencestatens pædagogik der alene har til formål at støtte konkurrencestaten i at være konkurrencestat er derfor en kritisabel model ud fra den betragtning, at evig vækst ikke er mulig.

Forfatteren beskriver, hvordan pædagogikken i stedet kan tage fat i Grundtvig, Kierkegaard og Kant og opdrage børnene til ikke blot et liv i en stat men også til et liv i en menneskehed.

Konkurrencestatens pædagogik er ikke let tilgængelig men med sin kritik og den teoretiske begrundelse for udvikling af verdensborgerskab er det en vigtig bog."

Lone Nørgaard i Jyllands-Posten:

"Pædagogikken er blevet spændt for konkurrencestatens vogn. Ny bog beskriver udviklingsforløbet og giver den instrumentelle tænkning modspil."

"Brian Degn Mårtensson er sammen med Thomas Aastrup Rømer blandt de få pædagogiske forskere, der giver den dominerende diskurs på bjerget modspil. Mårtensson er aktuel med en ny bog, som går i flæsket på folkeskole-, læreruddannelses- og gymnasiereformer og fremviser en pædagogik, hvis mål – at tilskynde den opvoksende borger til at være omstillingsparat, effektiv, lærevillig og anvendelsesorienteret – er ødelæggende for såvel eleven som demokratiet."

"Konkurrencestaten tromler en pædagogik igennem, der skal fremme statens politiske målsætninger, og hvor menneskers værdi måles ud fra deres evne til at præstere. Forfatteren gennemgår omhyggeligt denne pædagogiks udvikling og sætter også navne på de vigtigste ophavsmænd til miseren: Jens Rasmussen, Lars Quortrup og Claus Holm. De tre har tydeligvis ikke blik for eksempelvis K.E. Løgstrups opfattelse af skolens formål som tilværelsesoplysning, men fokuserer enøjet på erhvervelse af ”anvendelsesorienterede kompetencer”.

Hvad med dannelsen?

To forskellige pædagogiske positioner står skarpt over for hinanden: en såkaldt evidensbaseret, instrumentelt orienteret, postmoderne inspireret pædagogik over for en mere klassisk filosofisk, almen pædagogik. Den sidste tager afsæt i, at eftersom vi ikke kan forudse fremtiden, så kan vi heller ikke eksakt påvise, hvad et barn får brug for at vide og kunne.

Forfatterens verdensborger-alternativ har denne anmelder ikke rigtigt fidus til, men han skal have en stor tak for afdækningen af pædagogikkens udvikling i konkurrencestaten:

Effektivitet frem for dannelse og målstyring frem for faglig fordybelse."

Claudi Clausen i Friskolebladet:

"Brian Degn Mårtensson, der er cand. pæd. og lektor ved University College Sjælland, har skrevet en bog om "Konkurrencestatens Pædagogik", som uden den store modsigelse er blevet gennemført i løbet af de seneste

10 år. Trin på vejen har været læreruddannelsesreformen fra 2012, projektet Ny Nordisk Skole, lovindgrebet

om lærernes arbejdstid i 2013 og folkeskolereformen i 2013. Tilsammen betyder tiltagene, at enhver filosofisk begrundelse for skolen er opgivet til fordel for en instrumentel tilgang til undervisningen. Velfærdsstatens opgave var at værne borgerne mod de værste følger af konkurrence; nu ser den først og fremmest sin opgave i at optimere den enkeltes mulighed for at klare sig i den globale konkurrence, som opfattes som et vilkår, en naturlov.

Lærerens rolle er blevet at implementere den statslige målsætning ved hjælp af evidensbaserede metoder. Lærerens etiske overvejelser om mål og midler er overflødiggjort og erstattet af vidensbaserede værktøjer. Formålet er konkurrencestaten selv, hvilket vil sige den højest mulige levestandard i barsk konkurrence med

andre med samme målsætning.

Men, som Brian Degn Mårtensson skriver: "Hvis vækst er svaret, hvad er så spørgsmålet?"

Konkurrencestaten forholder sig ikke til det normative aspekt. Den ynder at fremstille sig selv som videnskab,

som en teknisk disciplin, hvis resultater kan måles og vejes. Det bliver de så i konstant stigende grad.

Men pædagogik og skole kan ikke tænkes uden et filosofisk og etisk grundlag, et hvorfor? Pædagogik kan

ikke funderes på objektive forhold uden at reducere sin genstand. Pædagogik er et menneskeligt grundvilkår,

som i sidste ende hænger sammen med, at barnet har brug for omsorg for overhovedet at overleve. De voksne er nødt til at tage vare på barnet, hvis ikke arten skal gå til grunde. De voksne skal i dag forberede barnet på en fremtid, som vi ikke kender, og udstyre dem med viden og færdigheder, som vi ikke har nogen anelse om. Vi kan m.a.o. ikke basere vores pædagogik på sikker grund. Vi ved ikke, hvad det er for noget, eleverne skal blive til, men vi kan sørge for, at de bliver til nogen, d.v.s. kan navigere i en verden, vi ikke kender. Pædagogikkens første-bevæger kan derfor ikke være objektive forhold. Den må være etisk funderet. Den finder Mårtensson dels i pædagogikkens naturgrundlag i omsorgen og barnets afhængighed, hos Kierkegaard og Grundtvig. Pædagogikkens udgangspunkt og første-bevæger er kærlighed.

"Sat på spidsen må en sådan kærlighed til den anden være et postulat om dennes elskelighed, der aldrig kan efterprøves, idet kærligheden i sin essens må være definitiv. Kierkegaard betragter dette postulat som hinsides valget, altså en ubetinget måde at se på den anden på" (s. 121). Kærligheden, som ikke kan begrundes, er forudsætningen for "en kulturforankret, normativ verdensborgerlig pædagogik, der med kærligheden som absolut grundlag kan modstå den apati eller nihilisme, der ellers kunne fremkomme af skepticismens og relativismens nedbrydelse af store fortællinger om nation og menneskelighed". "Betragtes pædagogikken som et eksakt middel til en forudbestemt tilværelse, hvor mennesket skal præstere noget allerede defineret, bliver mennesket til en genstand – uanset om betragtninger om bestemte tiltags nødvendighed måtte basere sig på påstande om nok så evidente og faktuelle forhold."

Bogen er grundig i sin argumentation; det er ikke nogen læse-let-bog, men vil man vide, hvad dannelse og alternativet til konkurrencestatens pædagogik er, kan den anbefales. Det er besværet værd."

Lektørudtalelse af Henrik Munch Jørgensen:

"Et kritisk indspark i folkeskoledebatten, som gør op med konkurrencestatens pædagogik og viser en anden vej for både uddannelsessystemet og samfundet. Bogen har relevans for alle med interesse i skoleverdenen og den verserende skoledebat."

"Bogen beskriver forandringerne indenfor uddannelsessystemet og de følger, det får samfundsmæssigt ved en udvikling hen mod et overfladisk lydighedssamfund med statslig topstyring. Efter denne kritik vises der en alternativ vej med afsæt i Kierkegaards kærlighedsbegreb."

"”Konkurrencestatens pædagogik” er et kritisk, men meget relevant og interessant indspark i folkeskoledebatten, som pointerer og debatterer nogle af de pædagogiske og samfundsmæssige konsekvenser af de politiske beslutninger indenfor uddannelsesområdet."

"På lærer- og pædagogseminarier kan bogen danne udgangspunkt for mange spændende pædagogiske diskussioner."

Lærke Grandjean på folkeskolen.dk:

"Brian Degn Mårtenssons seneste bog ”Konkurrencestatens pædagogik. En kritik og et alternativ” er et vægtigt indlæg i den New Public Management- og konkurrencestatskritik, som er ved at finde fodfæste i Danmark."

"Man kan aldrig slå kritiske stemmer ned. Den folkelige fornuft og den faglige soliditet vil skyde frem, og man bliver nødt til at lytte, simpelthen af kærlighed til demokrati og pædagogik, man kan ikke komme uden om denne, i folket dybt forankrede, kærlighed og umiddelbare fornemmelse for de store fortællinger om demokrati, åndsfrihed og fællesskab. Med andre ord kan man ikke komme uden om historie, kultur, religion, når man beskæftiger sig med pædagogik.

Det er det, Brian Degn Mårtenssons alternativ til konkurrencestatspædagogikken bygger på, han kalder det normativitetens evindelige genkomst. Med Kierkegaard og Grundtvig som markante fortalere for mennesket før noget andet, for kritik af formynderi og for kritik af, at mennesket kan/skal styres af rationelle tal-logikker - formulerer Brian Degn Mårtensson sit bud på en normativ pædagogik i direkte kontrast til konkurrencestatspædagogikken: ”En sådan (normativ pædagogik) kan aldrig fremstå sand eller evident i videnskabelig forstand, idet den bygger på et etisk postulat om kærligheden som grundlag for menneskelig handling og tilmed en kærlighed, der kommer til udtryk i en måde at se på den anden.”

Brian Degn Mårtensson står solidt med begge ben på jorden, når han, i kontrast til konkurrencestatspædagogikken, udfolder sin normative pædagogik, også kaldet kærlighedens pædagogik:

Som udgangspunkt må man beslutte sig for at se andre mennesker grundet i kærlighed, hvilket betyder, at man pædagogisk skal kunne begrunde sin indsats i barnets frihed til at blive sig selv (via dannelse til ansvar og omsorg).  Didaktik skal ses alment ift. dansk og nordisk kultur, traditioner og historie og sidst i skoleforløbet også globalt, fagdidaktikken skal referere til iboende værdier, og faglige mål og midler skal altså ikke relativeres m.h.p. internationale sammenligninger eller erhvervskompetencer.

Politisk indebærer Brian Degn Mårtenssons normativitetspædagogik et opgør med test-regimet, børn skal ikke være i konkurrence med hinanden, men snarere lære at forstå fællesskabets betydning. Politikerne skal holde op med at  betragte uddannelse, som noget de kan bestemme udkommet af. Man kan aldrig vide, hvad børn og unge får brug for i fremtiden, og derfor skal der være politisk tilbageholdenhed med at tænke skolen som fremtidsforberedende. Politikernes opgave er at skabe rammer for skolen, hvis formål på demokratisk vis gennemdrøftes med udgangspunkt i at vise tillid til lærere og elever og vise forhåbning om, at undervisningen lykkes (velvidende, at der altid er risiko for, at den ikke lykkes). Det er ikke, i kærlighedens normativitetspædagogik, politikernes opgave at bestemme skolens formål, de kan altså ikke, som de gør nu, bestemme at skolen snævert skal uddanne børn og unge til konkurrencestaten."

"Brian Degn Mårtensson skriver udførligt og overbevisende om den almenpædagogiske tradition, som en normativ tradition. Det pædagogiske paradoks, om at ville ”tvinge nogen til frihed”, indebærer erkendelsen af, at viden også er ikke-viden (eller tavs viden). Viden, forstået som ophobede eller udenadlærte informationer, kan slet ikke stå som det centrale i en almenpædagogisk orienteret undervisning. For selv om et barn fx udmærket ved og er informeret om, at slagsmål skal undgås, og at det er godt at få sig en uddannelse, så vil barnets erfaringsbaserede viden på egen krop om en voldelig far og en familietradition for ufaglærte jobs, umiddelbart fylde mere, end den information skolen objektivt kan give om slagsmål og uddannelse. Man kan ikke ud fra tests eller rationel evidensorientering bestemme, hvilken pædagogisk undervisning, dette barn har brug for, men må snarere ty til det, Brian Degn Mårtensson kalder en bestemt ubestemthed. Man må som lærer møde eleven, der hvor han/hun er og læne sig op ad noget så ubestemt som tro, håb og kærlighed for at kunne give de pædagogiske muligheder og faglige udfordringer, som netop dette barn (måske) kan tage imod.  Man kan med andre ord sige, at god undervisning ikke kan sættes i et formelt skema eller tilrettes bestemte metoder, og tilsvarende kan heller ikke læring testes og måles m.h.p. at vurdere, hvad eleven egentlig har lært. Det er imidlertid netop, hvad konkurrencestatspædagogikken vil."

"Man kan læse Brian Degn Mårtenssons bog "Konkurrencestatens pædagogik. En kritik og et alternativ" som en dybdeborende, befriende åbenmundet og fanden i voldsk kritik af den konkurrencestatspædagogik, der, igangsat af 1990´ernes idé om central styring med New Public Management, selv påstår at være objektiv og evidensinformeret, men som bidende og vidende afsløres som normativ  med et ”markant politisk ønske om en kontrollabel, høj levestandard for samfundets borgere i en presset, international konkurrencesituation”. "

Pædagogikkens evige genkomst - i lyset af livet

Nina Eriksen på folkeskolen.dk:

"Brian maler med en bred pensel i sin nye bog, men hvis jeg skal gribe fat i én essentiel kritik, må det være kritik af fokus på effektivitet og "det, der virker" i stedet for et fokus på menneske, kulturhistorie og ånd. Som han selv påpeger i en passage: ”Det, vi i fællesskab må frem til, er, at det kærlige og tolerante og omsorgsfulde møde er en uomgængelig forudsætning for det at drive skole (…) ikke en strategisk foranstaltning til redning af en skole, der er faret vild i kompetencefokuseringens og instrumentalismens menneskefjendske ideologi” (side 70).

Når det så er sagt, er der i værket kritik af mangt og meget, og jeg er fra start nødt til at indrømme, at jeg har læst bogen i små bidder. Det har jeg, både fordi budskaberne er så kompakte, og på grund af de meget højtflyvende og idealistiske elementer."

"Når det er sagt, kommer forfatteren også med mange sjove og finurlige indspark – blandt andet hans opfordring til KL, politikere, direktører og så videre om at tage en læreruddannelse og selv prøve på egen krop, hvad det vil sige at være lærer. Når nu de har så mange meninger om det felt, bør de også sidde i det selv – et synspunkt, jeg kun kan støtte op om. Også historien om, dengang Danmark blev nummer 1 gennem ved et uheld at komme med til europamesterskabet, bringer et smil frem på læben. Han påpeger for eksempel også det ironiske i, at Ny Nordisk skole slet ikke er nordisk, men i stedet lægger sig op ad en anglo-amerikansk tradition. Som han nøgternt fremfører: "I autoritære regimer ville man kalde den form for sprogbrug manipulation. I Danmark kaldes det ’nysprog’".

Og han har en valid pointe, når han skriver, at det er afgørende, at vi ser på barnet som et frit menneske – og fællesskabet som noget værdifuldt. Hans prisninger af lærere, som blandt andet er "beskyttere af grundlaget for alt, hvad samfundet har været, alt, hvad det er, og alt, hvad det vil udvikle sig til", kan jeg også kun bifalde herfra.

Alt i alt er der her tale om et værk, som jeg især vil anbefale til lærerstuderende i forhold til diskussionsoplæg – og dette især når det gælder de seneste års skolepolitik. Værket giver nemlig, trods dets kompakte form, et fint og meget kritisk billede heraf."

Lektørudtalelse af Henrik Munch Jørgensen:

”Bogen har interesse for alle med interesse i folkeskolen og læreruddannelsen, især lærere og lærerstuderende.”

”Det er en yderst interessant bog for alle med interesse i folkeskolen og folkeskolereformen. Et filosofisk og poetisk tidsbillede af nok den største forandring af folkeskolen nogen sinde.”

"I studiesammenhæng kan det være interessant at læse bogen i samspil med bogen Folkeskolen - efter reformen, som beskriver samme skolepolitiske vigtige periode."

”Bogen anbefales til lærerstuderende og skolepolitisk engagerede.”

Skolens praksis - tilgange til pædagogik, undervisning og læring

Henrik Munch Jørgensen, lektørudtalelse, DBC, uge 20, 2013:

"Denne antologi er en grundbog om skolens praksis, der kommer flot og bredt rundt om mange af de emner og problematikker, som knytter sig til skolens virke. Bogen vil nok især blive anvendt som grundbog på læreruddannelsen, men kan med fordel også læses af lærere, skolepsykologer, sagsbehandlere, undervisningsassistenter og pædagoger med tilknytning til grundskolen."

Gunnar Green på folkeskolen.dk d. 24/6-2013:

"... en fin artikelsamling delt ind i fire dele. Første del handler om pædagogik, undervisning og læring. Her er fire artikler skrevet af Ove Korsgaard, Jørgen Christiansen, Rene B. Christiansen og Peter Wick. Jørgen Christiansens artikel om læringsbegrebet er glimrende og kan anbefales som introduktionsartikel til emnet for en bred skare af læsere. Her får vi gode beskrivelser af  behaviorisme, social indlæringsteori, kognition og konstruktivisme (Piaget og Gardner) og socialkonstruktivisme. Det er alt sammen med korte eksempler på, hvordan teorierne kunne give sig udslag i pædagogisk praksis, og knyttet sammen med aktuelle pædagogiske metoder, for eksempel klasseledelse og Cooperative Learning...................

.... Bogens tredje del hedder "Tværgående temaer", her er der atikler om inklusion og AKT (adfærd, kontakt, trivsel) af Rasmus Alenkær, skole-hjem-samarbejde af Niels Kryger og evaluering af Claus Madsen. Niels Krygers artikel tager udgangspunkt i nyere forskning om emnet, og det er spændende. Der forskes ikke meget i emnet, på trods af at samarbejde mellem skole og hjem prioriteres højt i de officielle tekster om skolens praksis. Niels Kryger beskriver emnet ud fra tre rationaler: kompensationrationalet, konsensusrationalet og markedsrationalet. Det er glimrende og kan skabe perspektiv. "

Pædagogik i døgninstitutionen

Rasmus Alenkær; http://www.alenkaer.dk/

"En ny og spændende bog om pædagogiske døgninstitutioner har set dagens lys. Bogen sætter fokus på en række af de etiske, moralske og politiske overvejelser man må gøre sig, når anbringelse af børn og unge kommer på tale. Det handler jo dybest set om anvendelse af magt, -og dette perspektiv tager bogens forfattere op til kærlig og kritisk behandling. Det kan jeg lide!

Bogen har flere erinder. For det første har den et formativt sigte, -dvs. den fortæller om sit genstandsfelt (med passende nøgternhed, vel at mærke). Dernæst har den et teoretisk sigte, med hvilket aktuelle pædagogiske og psykologiske teorier tilkobles. Og slutteligt har den et mere metodisk sigte, med hvilket der gives mere eller mindre konkrete idéer til, hvordan teori kan omsættes til praksis.

Bogen kan anbefales til enhver professionel, der arbejder med udsatte børn og unge."

Tidsskriftet Specialpædagogik, anmeldelse af Ulla Clausen:

"Det er en bog, der kommer vidt omkring emner, der berører døgninstitutionsområdet....

Det er en velskrevet og veldokumenteret bog, hvor der løbende er kildehenvisninger til de enkelte overvejelser og vurderinger. Ligeledes er der efter hver artikel litteraturliste over artiklens baggrundsstof. Bogen synes således velegnet til studiebrug for efter- og videreuddannelserne og for andre med interesse for døgninstitutionslivet."

Specialpædagogik - en grundbog

Folkeskolen, 16/9-2011, anmeldelse af Sanne Lillemor Hansen:

Ny grundbog om specialpædagogik prioriterer den praktiske dimension højt. Bogen er let at gå til og bør læses af alle med interesse for specialpædagogik.

"Specialpædagogik" er en mursten af en grundbog på 30 kapitler og 450 sider. Redaktørerne skriver i indledningen, at bogen først og fremmest er tænkt som et redskab til linjefaget specialpædagogik, hvor den skal give et vidtfavnende overblik over det specialpædagogiske fagområde. Men den henvender sig også til uddannede speciallærere og til efteruddannelsesområdet.

Lad det være sagt med det samme: Det er lykkedes forfatterne at få samlet en række gode og relevante artikler skrevet af en række bidragydere med både teoretisk og praktisk indsigt i specialpædagogik.

Bogen består af fem dele, og de forskellige overskrifter gør det nemt at finde rundt i det omfattende værk. Da de fleste kapitler slutter med en opsummerende afrunding, giver det yderligere overblik og overskuelighed i mylderet af artikler.

Den første del af bogen handler om rammerne for den specialpædagogiske praksis. Her er artikler om organiseringen af det specialpædagogiske arbejde i skolen, om social arv i uddannelsessystemet og om de finske skolers succes, når det gælder om at få flere svagt præsterende elever med på holdet. Her finder læseren masser af fakta om lovgivning og aktuelle tendenser vedrørende inklusion og specialpædagogisk forskning. En glimrende introduktion til de efterfølgende dele.

I anden og tredje del gås der mere i dybden med generelle temaer inden for specialpædagogik. Her sætter artiklerne fokus på specialpædagogiske problemstillinger, som for eksempel ADHD-problematikken, i relation til læringsbegrebet. Andre artikler tager fat på klassiske temaer som køn og intelligens. En række artikler sætter spot på lærerens arbejde med det relationelle, noget, som udgør en ganske særlig udfordring i det specialpædagogiske arbejde. Der er også blevet plads til mere almene artikler fra det pædagogiske og psykologiske fagområde, to fag, hvor specialpædagogikken i høj grad henter sin teoretiske basis. Nogle af forfatterne, for eksempel Ole Løw og Jan Tønnesvang, er da også i forvejen velkendte i læreruddannelsen.

Det er en styrke ved bogen, at de praktiske eksempler og temaer er højt prioriteret. Det foldes for alvor ud i bogens fjerde del med titlen "Specialpædagogik i praksis", der handler om, hvordan specialpædagogisk praksis kan bygges op. Eksemplerne kommer fra forskellige fagområder og handler blandt andet om dansk, matematik og om AKT i en specialpædagogisk kontekst.

Magasinet Asteriks, Institut for uddannelse og pædagogik, DPU, september 2011:

"Bogen giver en indføring i specialpædagogikkens aspekter, såvel de teoretiske som de praktiske. Bidragyderne er dels teoretikere og forskere på området, dels praktikere med erfaringer inden for det specialpædagogiske arbejde."

UC Syddanmarks hjemmeside, maj 2011:

"Af Katrine Friisberg, UC Syddanmark

En ny grundbog til læreruddannelsen sætter fokus på specialpædagogik. To lektorer fra University College Syddanmark har hver skrevet et kapitel.

I dag udkommer antologien Specialpædagogik – en Grundbog, hvor en række af landets førende eksperter indenfor specialpædagogik bidrager med hvert deres fokusområde. To af dem, Christian Quvang og Mette Hind, er lektorer på Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion, NVIE, som er en del af University College Syddanmark.

Bogen sætter specialpædagogik under lup og kommer rundt om emnet på en måde, som gør bogen velegnet til grundbog på linjefaget specialpædagogik på landets læreruddannelser. Med den nye læreruddannelse fra 2007 blev specialpædagogik et linjefag efter i flere år at have været ude i kulden. Og faget er strøget til tops som det mest populære efter dansk og matematik. Og det er der god grund til. De danske skoler skal i stadigt højere grad inkludere alle elever i den normale klasse i stedet for at udskille til specialskoler og –klasser. Dermed bliver specialpædagogik relevant for alle lærere."

Cases i arbejdet med pædagogisk udvikling

www.undervisere.dk

25-07-2011 Gunnar Green

"Arbejdet med cases som metode i forbindelse med forandringsprocesser på skoler og i institutioner dukker op fra tid til anden. Tilsyneladende uden rigtigt at kunne blive en fast del af repertoiret, af den samlede værktøjskasse. I denne bog gives der bud på, hvorfor casearbejde bør blive en del af læreres arbejde med deres forestillinger om god undervisning og en god skole.[...] Bogens cases er konstrueret omkring en række tematiske cases, som alle afsluttes med spørgsmål. Om casene virker, kan der ikke skrives noget om i en anmeldelse. Det kommer an på det konkrete møde mellem bogen, casene og lærere. Udgangspunktet er dog fint og kan bestemt afprøves."

Børn & Unge, juni 2011

18-07-2011 Vibeke Bye Jensen

"Den tydeliggør nytten af et nuanceret læringssyn(..). Fortællingerne indbyder til refleksion over egen praksis og inspirerer til udvikling og nytænkning i arbejdet(...)"

DBC - Lektørudtalelse

12-05-2011 Henrik Munch Jørgensen

"Som titlen antyder, er fokus i denne udgivelse på cases. Bogen behandler en række meget almindelige problemstillinger fra både lærere og pædagogers hverdag præsenteret som diskussionsoplæg til at fremme en fælles forståelse for institutionens pædagogiske personale. De forskellige cases er velegnet at anvende på både skoler og i pædagogiske institutioner som et praksisredskab eller et neutralt udgangspunkt til at debattere pædagogiske værdier og udvikling. Derudover kan bogen også anvendes på pædagogiske uddannelser.

Bogen er bygget op over to hoveddele. Den første del beskriver, hvordan casearbejde kan anvendes som værktøj i det pædagogiske arbejde. Og den anden del er de 25 konkrete cases, som kan anvendes til refleksion over egen eller fælles praksis og være med til at danne grobund for strukturering af et fælles værdisæt. Sidst i bogen findes et appendiks med diverse skemaer, som kan anvendes i forbindelse med de forskellige cases

Bogen adskiller sig fra den øvrige pædagogiske litteratur ved at have hovedfokus på de forskellige tematiske cases, som kan anvendes som diskussionsoplæg.

Lettilgængelig pædagogisk udgivelse med udgangspunkt i almindelige dilemmaer, som kan være et godt udgangspunkt for det pædagogiske arbejde i både skoler og institutioner eller på pædagogiske uddannelsesinstitutioner."

AKT-håndbogen

Specialpædagogik nr. 6, 2009

20-01-2010 Ulla Clausen, psykolog

"Et suverænt mesterværk..[...] 200 sider fuld af ideer til at håndtere alt fra enkeltelevers diagnoser til dagligdagens gruppe- og klassekonflikter. Bogen er designet således, at man kan vælge at bruge den, sådan som titlen indicerer, nemlig som håndbog; eller man kan læse den fra den ene ende til den anden og blive meget klogere på, hvad det vil sige at arbejde med børn og unge i vanskeligheder."

Lektørudtalelse - DBC uge 32 2009

18-12-2009 Henrik Munch Jørgensen

"AKT-håndbogen er, som titlen antyder, en håndbog til AKT-lærere. Hvilket vil sige lærere, som har til opgave at hjælpe elever med problemer med hensyn til Adfærd, Kontakt og Trivsel. Denne hjælp gives i samspil med skolens øvrige personale, forældrene og eleverne selv. Det er derfor en ansvarsfuld og krævende opgave at fungere i dette mulige minefelt, hvortil denne udgivelse kan være en stor hjælp. Bogen er praksisorienteret og tænkt som et arbejdsredskab til AKT-lærerne og deres pædagogiske samarbejdspartnere. Derudover kan den anvendes i forbindelse med uddannelsen til AKT-lærer eller i læreruddannelsens linjefag Specialpædagogik". Bogen behandler mange af problemstillingerne i AKT-lærernes daglige virke og præsenterer muligheder til håndtering og løsning af problemstillingerne. Derudover indeholder bogen et minileksikon over relevante fagtermer samt skemaer, undersøgelsesark mv. til kopiering.

Bogen passer godt sammen med titler som Teamets arbejde med - børn med særlige behov, 2006, Skolen og de udfordrende elever, 2009 og Fortabt i skolen, 2009.

AKT-håndbogen er et godt arbejdsredskab og opslagsværk til brug i forbindelse med AKT-læreres daglige virke eller i forbindelse med uddannelsen til AKT-lærer."

Fagbladet Folkeskolen/ Månedmagasinet Undervisere www.undervisere.dk

27-11-2009 Heidi Friborg Christophersen

"Den AKT-håndbog er en god oversigtsbog, der hjælper alle personalegrupper på skolerne til at gøre brug af den resurse, som AKT-lærerne er". [...]Den nye AKT-håndbog er et godt sted at begynde, hvis man står over for en elev med en uhensigtsmæssig adfærd, eller som viser tegn på mistrivsel."

Forstudie til evaluering af AKT-indsatsen i folkeskolen

Danmarks Evalueringsinstitut, 2010

"Et mål, som ses såvel i den udvalgte litteratur som i interviewene, er at hjælpe eleven til en ny og anden rolle som er bedre. I AKT-håndbogen (Mårtensson og Pedersen 2009) skriver AKT-lærere Brian Degn Mårtensson og Torben Pedersen at det er vigtigt ”at AKT-læreren stædigt fastholder, at skolen ikke dømmer børn ude” (Mårtensson og Pedersen 2009, s. 156). Det at arbejde på at give en elev en (ny) chance i skolen kan indebære at man agerer som elevens advokat over for lærere og skoleledelse (Mårtensson og Pedersen 2009, s. 44)."