Velkommen

"Vi er blevet givet et liv, og derefter er der ikke nogen manual."


Tilværelsens åbne spørgsmål


Mange af de store moderne filosoffer (eksempelvis Locke, Rousseau og Kant) var både politiske og pædagogiske tænkere. Sammenknytningen af pædagogik og politik var ikke tilfældig, idet pædagogik er samfundsskabende, og altid vil være normativ. Opdragelse og dannelse er meningsløse begreber, hvis man ikke har en diskussion om, hvad man skal opdrage eller danne i og til. Dette var tidligere – med skiftende fokus – det afgørende debatfelt i den pædagogiske teori. Imidlertid har denne debat altid været kompleks og – grundet en altid ubestemt fremtid – umulig at afslutte. På denne side kan du finde holdninger til, hvordan vi kan arbejde filosofisk og teoretisk med grundlæggende etiske, politiske, pædagogiske og normative spørgsmål, samt nogle bud på, hvordan vi kan handle i praksis - trods disse mange åbne og svære spørgsmål.

Kronik: Til forsvar for frihed, kultur og oplysning!



Hvis reformsegmentet formår at tilvejebringe en tilbagevenden til den teknokratiske konkurrencestatsideologi, vil opløsningstendensen, som vi har tidligere har set, tage til igen. Det er logisk evident, da man kun momentant i strategisk øjemed kan finde sammen med andre, når man fra barnsben har lært, at livet handler om individuel performance af pligt over for en finansministeriel vækstplan. I dette setup findes ingen kultur, intet fællesskab, intet folk – kun strategi og præstation. Hvis kundskabs- og kulturtilgangen, som Riisager repræsenterer, får lov til bestå – og få et stærkere fodfæste også på venstrefløjen –, vil Danmark potentielt kunne opleve en ny opblomstring, da de opvoksende generationer her fra barnsben vil lære, at de er født ind i en strøm af begivenheder, hvis videreførelse de på baggrund af faglige og kulturelle erfaringer må tage et medansvar for. Med en sådan ballast i livet er der nemlig noget at finde sammen om.




Fra min blog:

Mellem os




"Når mennesker skal bo sammen på en klode, i et land eller i et lokalsamfund, er det både naturligt og nødvendigt, at der må etableres nogle regler og normer for, hvad med man individuelt og kollektivt kan tillade sig at gøre. I de vestlige demokratier har man – bl.a. inspireret af oplysningstiden og humanismen – traditionelt tilstræbt at placere formelle, nødvendige påbud og forbud i mellemrummet mellem mennesker, dvs. de steder, hvor vores handlinger potentielt mødes i konkret form. Til gengæld kan den enkelte tænke, føle og synes, som vedkommende vil. Denne begrænsning af styring til rummet mellem os har ført os langt, og ingen kan benægte, at vi især i Danmark har formået – i hvert fald periodisk – at etablere et samfund, hvor både velstand, lighed og frihed har haft relativt gode kår.”